Af Mai-Britt Beith
Socialdemokratiets borgmesterkandidat
Hjørring Kommune
Kan man tage et ansvar, så skal man. Det er min indstilling, og derfor er jeg borgmesterkandidat for Socialdemokratiet. Det er en floskel, at jeg gerne vil, fordi jeg kan, men i det her tilfælde er det rigtigt, og det er med pligtfølelse, jeg ser de fremtidige år i øjnene.
Jeg er født og opvokset i Hjørring Kommune, og hele mit liv har jeg dyrket holdsport og været en del af foreningslivet. Som 18-årig blev jeg medlem af en bestyrelse første gang, og de mange år med frivilligt foreningsarbejde ledte mig i 2014 ind i kommunalpolitik.
Jeg kunne godt ønske mig lidt flere timer til at hygge mig hjemme i haven, men kan ikke lade være med at blande mig og søge indflydelse, når der er ting, der skal ændres på. Der mangler så meget, der skal gøres, justeres og tilpasses, og jeg er parat til at tage en ekstra tørn for vores kommune.
Som borgmester vil jeg have fokus på de store linjer og det altoverskyggende problem, at vi kommer til at møde mangel på arbejdskraft. Vi kommer til at mangle folk, der kan arbejde og derved sikre et solidt skattegrundlag for vores skoler, ældrepleje og velfærden generelt.
Ledelse må ikke strande eller gå i stå. Den skal hele tiden være i bevægelse og suge viden og afspejle de behov, der er – økonomisk og organisatorisk. Jeg vil som borgmester være interesseret, men også have tillid til embedsværket og de forskellige forvaltninger, for en borgmester kan ikke være ekspert i alle detaljer. Det vigtigste bliver et godt samarbejde, ro i byrådet, en langsigtet strategi og en sikker hånd på økonomien og de fremtidige investeringer.
Til daglig arbejder jeg som økonom og kontorchef i Forsvaret, og her i Hjørring Kommune har mine to børn gået i daginstitutioner og folkeskole. De er i dag voksne og begge godt videre i deres liv, men det er ikke virkeligheden for alle børn og unge. Jeg har set mange, der har slået sig i opvæksten, og derfor ved jeg, hvor vigtigt det er, at de forhold, vi tilbyder, er ordentlige og trygge.
Børn er ikke én slags mennesker, men vidt forskellige. Det kender jeg fra mit eget liv, hvor jeg sjældent er gået den lige vej. Der har været zigzag, og af det har jeg lært, at det ikke altid er den løsning, som ligger lige for, der er den bedste. Nogle gange skal vi være modige og utraditionelle, også i folkeskolen.
Og det gælder i øvrigt for alle aldre. Lige fra de yngste til de ældste. Derfor ønsker Socialdemokratiet i Hjørring Kommune også at indføre ”ÆldreGarantien”, som er flere spor af muligheder, løsninger og samarbejder for det gode liv som seniorer i Hjørring Kommune.
Vi ønsker en ”ÆldreGaranti”, ligesom vi i kommunen har succes med ”UngeGarantien” for børnene og de unge og ”Hjørring-modellen”, som har hjulpet mange voksne fra overførselsindkomst til arbejde eller uddannelse.
Gode resultater kræver godt samarbejde, og mine 10 års ledelseserfaring og lang erfaring i byrådet vil jeg bruge på at samle byrådet. Vi skal arbejde sammen på tværs politisk, og samling, samarbejde og fællesskab er forudsætninger for, at vi kan lykkes. Det trænger vores kommune til. Jeg ser et uforløst potentiale, og det er nødvendigt, at vi udnytter det, så vi får en kommune, der udvikler sig og flytter sig. Det vil sætte os i stand til at møde de mange udfordringer, vi som en kommune beliggende i Vendsyssel oplever.
I de kommende år skal sundhedsvæsenet i kraft af den største sundhedsreform i næsten 20 år tilbyde flere løsninger tæt på borgerne, og der ligger i det hele taget mange store reformer foran os. De kræver også, at vi arbejder sammen på tværs af kommuner og region og arbejder sammen med Christiansborg, når deres visioner skal implementeres i vores kommuner.
Jeg vil rigtig gerne være med til det arbejde og er parat til at tage stafetten.



Fordi man kan og vil, er ikke det samme som, at man er egnet eller kompetent til det.