For to et halvt år siden rykkede instruktør Rolf Heim fra Bådteatret til Nordjylland for at overtage direktørposten på Vendsyssel Teater.
Opgaven var klar: at vende en økonomisk og publikumsmæssig krise. I dag kan Heim konstatere, at teatret har skabt overskud, styrket egenkapitalen og genvundet publikums tillid.
“Det er lykkes at lave en turn-around. Publikum er vendt tilbage, og stemningen i byen og blandt politikerne er god. Det er det bedste job, jeg nogensinde har haft,” siger Rolf Heim nu til magasinet Iscene.
Lokal forankring og nye genrer
Da Rolf Heim tiltrådte, var mistilliden til teatret stor, skriver Isecene. Derfor valgte han at bosætte sig i Lønstrup og engagere sig i lokalsamfundet. Strategien har været at skabe forestillinger med lokal relevans og høj kunstnerisk kvalitet – og samtidig åbne døren for nye genrer.

En central del af den kunstneriske profil er samtidscirkus. Forestillinger som Snedronningen og En plads i manegen har trukket fulde huse. Sidstnævnte kombinerede dokumentarfilm om cirkusdirektør Katja Schumann med levende cirkusheste i manegen – en nyskabende oplevelse, der fik anmelderne til at kalde det “teater fra øverste hylde”.

Fra fyrtårn til fantasiverden
Den kommende forestilling Gabriels Vinger fortsætter linjen med cirkus og poesi. Her indgår et otte meter højt drejeligt fyrtårn som scenografisk centrum, inspireret af Lønstrups eget fyrtårn. Historien, skrevet af Maria Kjærgaard-Sunesen, blander lokale referencer med cirkusartister og japansk tegneserieæstetik.

Vendsyssel Teater planlægger også en co-produktion med svenske Riksteatret, et finsk teater og to franske instruktører, heriblandt samtidscirkus-stjernen Camille Boitel. Samtidig vender tekstbaseret dramatik tilbage næste sæson med nyskrevet dansk teater for publikum 45+, udviklet i samarbejde med Aarhus’ Svalegangen.
Rolf Heim understreger, at succesopskriften i Nordjylland er en kombination af nytænkning og lokal forankring – som da teatret skabte en teaterkoncert på vendelbomål.
“Man skal ikke undervurdere sit publikum. Vi skal lokke dem ind med relevans, men præsentere det poetisk og udfordrende,” siger han afslutningsvis til Iscene.
Med cirkus, dukketeater og lokale fortællinger har Vendsyssel Teater ikke blot overlevet krisen, men har ligefrem skabt en ny identitet, der forener tradition og innovation på scenen i det nordvestlige Vendsyssel.


