Allerede midt på aftenen, før de første sikre tal er tikket ind på fladskærmen, er der tydeligvis en spændt stemning bag især spidskandidaternes smil på Vendelbohus.
Socialdemokratiets borgmesterkandidat Mai-Britt Beith har fået fornemt besøg af partifælle og skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen, som forventer at tilbringe aftenen på Vendelbohus.

Smilene kan dog som allerede antydet alligevel ikke skjule, at der senere på aftenen med garanti går Shakespeare i stemningen, som det er blevet udtrykt af den konservative borgmesterkandidat Per Møller.

I foyeren ses da også konstant en livlig aktivitet, hvor kandidaterne rastløst tripper frem og tilbage, mens de kaster skiftevis forventningsfulde og bekymrede blikke på mobiltelefonen og fladskærmen.

Ikke mindst kandidater med endnu ingen plads eller byrødder fra de små partier med et enkelt sæde i byrådet har da også ekstra god grund til at imødese aftenens resultat med spænding.
Endelig er det selvsagt kampen om borgmesterposten, der imødeses med størst spænding, om end Per Møller har medgivet, at han er outsider ved siden af Mai-Britt Beith og Søren Smalbro.

Samtidig er spændingen ikke mindre med hensyn til landskampen i fjernsynet, hvor stillingen i skrivende stund er uafgjort 1-1 mellem Skotland og Danmark.


