Af Ove Birk

Vendelbo-Listen
Hjørring Kommune
Hjørring Byråd har samlet en flok, der næppe kunne blive enige om farven på en kop kaffe – men her står de alligevel: Venstre, Konservative, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og SF. I ét rum. Samtidig.
Det kræver både mod, tålmodighed og en psykolog på stand-by.
Emnet?
Den Grønne Omstilling.
Tak for kaffe – og gerne en dobbelt.
Konservative Søren Homann har travlt. Rigtig travlt. Han stormer rundt som en kommunal Duracell-kanin med VE-projekter under armen, klar til at lægge vindmøller og solcelleparker ud over kommunen, som var det en omgang politisk landart. Hvis han får lov, ender vi med solceller på parkeringspladserne, møller på torvet og et Power-to-X-anlæg ved siden af børnehaven.
Venstre?
De står i hjørnet og kigger på, som om de forsøger at regne ud, om de overhovedet vil være med. De vil gerne være grønne… men helst uden at det betyder noget i praksis. Kald dem klimaets svar på decaf-kaffe: Man kan drikke det, men det gør ingen forskel.
Danmarksdemokraterne er til gengæld krystalklare:
De vil ikke være med.
Færdig. Basta. Punktum.
Hvis man nævner ordet “vindmølle”, begynder de at svede kold politik i panden.
DF heller ikke.
De vil allerhøjest acceptere en solcelle, hvis den lover at stå stille, ikke fylde noget og er formet som et dannebrog.
Og lige dér – trommehvirvel – marcherer SF ind.
Med klimageneral Jørgen Bing i front, i samme beslutsomme tempo som en mand, der leder efter sidste tog hjem. Han stiller sig op og proklamerer grønt til alle sider, som om byrådssalen er hans personlige rekrutskole for omstilling. Bing er klar. SF er klar. Om nogen andre er klar, er mindre vigtigt.
Midt i dette politiske klimaslagsmål står Søren Smalbro og skal få en konstitueringsaftale ud af det.
En nem opgave.
Altså på samme måde som det er en nem opgave at jonglere med motorsave på en trampolin.
Sandheden er, at vi nok er ved at være forbi den grønne omstilling i sin nuværende form.
Søjlerne vakler, partierne skændes, og ingen ved længere, om der bliver bygget møller – eller bygget mure.
Men underholdt?
Det bliver vi.
Hjørring Byråd leverer klima-teater, så selv stormene på Vestkysten må bøje sig i respekt.



Ohh, pas på, når orakler starter en sætning med: “Sandheden er” – heldigvis kom der så et “nok” og “ved at være” bagefter.
Tak for tippet-det skal jeg huske
Jeg er ikke stor fan af VL men det er faktisk godt skrevet. Håber byrådet har mod til at stemme for både vindmøller og solceller på markerne. To meters beplantning rundt om marken så ligner det næsten en skov og generer ikke noget af betydning i forhold til CO2 afbrænding. Lad være med at lægge under for pres fra dem der bor tæt på, de vil altid protestere hvorimod dem der er enige ligger hjemme på sofaen.
Vendelbolisten stemmer nej til vindmøller og solceller.
Men tak for kommentaren.