Der var liv og energi på Torvet hos Hjørring Ny 10., da otte lokale virksomheder i dag satte tid og ressourcer af til at gøre eleverne klogere på job og arbejdsliv. I stedet for at passe deres egne opgaver, rykkede repræsentanterne ind på skolen for at møde de unge i øjenhøjde.
Eleverne var opdelt i mindre hold på seks til otte personer og besøgte to forskellige virksomhedscaféer. Her blev der stillet spørgsmål, delt erfaringer og talt om alt fra uddannelsesveje til hverdagens opgaver i de forskellige brancher. Formålet var at give eleverne inspiration til deres kommende OSO-opgave og et realistisk billede af mulighederne på arbejdsmarkedet.
De otte virksomheder repræsenterede en bred vifte af brancher:
- Byggeri, energi og miljø: Malerfirma Kaj Vejby & Søn
- Handel og service: Circle K
- Industri og fremstilling: JS Proputec A/S
- Kultur, restauration og turisme: Feriepartner
- Landbrug og fiskeri: Joest Landbrug
- Sundhed, pleje og omsorg: Blæksprutten
- Transport og støtteerhverv: Autoteknika A/S
- Undervisning og pædagogik: Børnehaven Emilie
Energien på Torvet vidnede om, at der var masser af interaktion mellem eleverne og virksomhederne. Skolens ledelse og lærere håber derfor, at mange har fået ny inspiration til deres OSO (Obligatorisk Selvvalgt Opgave).
Foto: Hjørring Ny 10.


