I en alder på henholdsvis 23 og 24 år overtog Dorthe Grøn og Jens Rasmussen Frisør Krøltoppen den 1. december 1985 fra Anette Jensen, der havde drevet salonen i 9 år. Salonen havde dengang til huse i stueetagen på adressen Nørregade 14, Hirtshals.
Dorthe var på det tidspunkt frisør netop i Salon Krøltoppen, hvor hun havde påbegyndt sin uddannelse i 1978, mens Jens arbejdede som frisør i Salon Blåskæg hos Torben Hjulskov.
”Da Anette ønskede at afhænde sin salon, spurgte jeg Jens, om han var frisk på, at vi sammen overtog salonen og drev den videre i fællesskab”, fortæller Dorthe. ”Vi kendte hinanden fra frisørskolen og fra et fælles ungdomsliv i Hirtshals. Heldigvis var han med på ideen, og den 1. december har vi drevet salonen sammen i 40 år”.

Allerede i 1986 blev pladsen i stuen på Nørregade 14 for trang, og salonen blev flyttet op på 1. sal i større lokaler. Her drev Dorthe og Jens salonen frem til 1996, hvor den blev flyttet til ”ATP-huset” i Runddelen til endnu større lokaler. I 2012 rykkede salonen så over i de nuværende lokaler på Hovedvejen 170, Runddelen, hvor væggene i dag er prydet med collager af gamle avisudklip og flotte fotos af modeller, der har været brugt gennem årene.
I løbet af de 40 år har Dorthe og Jens uddannet adskillige elever i Frisør Krøltoppen, bl.a. Heidi Vendelbo, der i dag har sin egen salon i Hirtshals. ”Det har været nogle utroligt spændende år med Salon Krøltoppen, og vi har hele tiden sørget for at forny os med kurser og inspirationsture – også til udlandet”, fortæller Jens. I dag er Ulla – gift med Jens – også ansat i salonen. Ulla kunne i øvrigt fejre sit 25-års jubilæum sidste år i Salon Krøltoppen. Jens fortæller videre, at de begge glæder sig over de mange kunder, der har fulgt dem gennem alle 40 år. ”Og nu klipper vi også deres børn og børnebørn”.

På spørgsmålet om hvorledes det er lykkedes at arbejde så tæt sammen gennem 40 år i fuld enighed, fortæller Dorthe og Jens samstemmende, at det bunder i, at de begge er utrolig ”tålle” og løser eventuelle forskelligheder gennem dialog.
Parret har vidt forskellige fritidsinteresser. Mens Jens brænder golfbanen af i Kjul hos Hirtshals Golfklub, bruger Dorthe sin fritid på svømning, yoga, seniormotion og i gåklubben Havstrygerne. De nyder dog begge at rejse rundt i det meste af verden og ellers hygge med familien. ”Men ellers går meget af fritiden med vores arbejde, som jo gennem de mange år også har været vores hobby”, slutter de to jubilarer.
Det flotte jubilæum markeres med en reception lørdag, den 29. november, kl. 11.00 – 15.00 i salonen, hvor der bydes på lidt godt til ganen.


