Som en følge af byggerod i området ved Bådhuset havde Tversted Bjærgelaug søndag flyttet årets julemarked til Klitgården på Østervej.
I uvante omgivelser blev det til endnu et hyggelig marked fyldt med julestemning, spændende boder, gløgg, æbleskiver og masser af andre lækkerier blandt andet vinsmagning fra Spar Tversted.
Det meste foregik indendørs, hvor blandt andet ”Lopper, Ting og Sager” fra Tuen stillede op med et flot udvalg, og det samme gjorde mange andre blandt andre Gitte Vestergaard fra Gavehjørnet i Hirtshals.
Med til Tversted, hvor hun tidligere har haft butik, havde hun også eksempler på de gavekurve, som hun laver på bestilling og sælger fra butikken i Jyllandsgade. Gavehjørnet har også et stort udvalg af spiritus og søde sager, plus rigtig meget andet spændende.
Den lokale biavler Cristian var også på plads i salen med flere slags honning, og udenfor var der dekorationer, juletræer og pynt samt lækre smagsprøver fra grill på produkter lavet af vildt leveret af Tannisbugt Jagtforening.


