Sandkorn
Små sandkorn i flugt over stranden
jeg føler mig lille som dem
alene i trav langs med havet
hvor bølgerne fører sig frem
en sølvmåge kæmper mod vinden
som altid som altid på vej
en prik mod en lysegrå himmel
en prik men dog større end mig
Det hænder at vinden den hviler
da hviler hvert sandkorn med den
da ligger de side om side
hvor vinden den førte dem hen
her finder de roen i sindet
her finder selv sandkorn lidt fred
et strejf af et vindpust fra havet
og atter de farer af sted
Små sandkorn i flugt over stranden
små sandkorn som rammer min fod
i havstokken brændingen sletter
de spor mine skridt efterlod
alene på stranden i vinden
som altid som altid på vej
blandt fygende sand jeg fornemmer
at også et sandkorn er jeg
Af den lokale digter og forfatter Poul Jansen i maj 2021.