Torsdag den 4. december klokken 19-21 kan man på Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring opleve kulturhistoriker Kirsten Rykind-Eriksen til en spændende aften med et interessant stykke kvindehistorie.
Hjørring Folkeuniversitet arrangerer foredrag ved etnolog, mag.art. Kirsten Rykind-Eriksen, der fortæller om ”Synåle som kampmidler”.

Kirsten Rykind-Eriksen og Esther Grølsted har forfattet den imponerende bog: ”Kampen om broderierne i Danmark 1850-1950”, som er udgivet af Museum Tusculanums Forlag i 2024. Den er på 548 sider og smukt gennemillustreret.
Foredragsholderen fortæller om, hvordan der fra 1850’erne og 100 år frem blev udkæmpet en kamp med nål og tråd om kvinders dannelse.

Den borgerligt orienterede kunst- og kulturelite proklamerede, hvad de anså for den rette æstetik og dannelse og dermed, hvad kvinder burde brodere med afsæt i antikkens motiver og ornamenter. Den nationalt forankrede kulturelite foretrak nye udformninger af de gamle danske almuebroderier, da de var udtryk for ”ægte” folkekunst og gode normer.

Over for disse stod den nye industrielite, der henvendte sig til et voksende marked og udgav dame- og modeblade efter tysk model hver 14. dag med mønstre til allehånde motiver og broderier.
Kirsten Rykind-Eriksen udgav i august 2024 sammen med tekstilforsker Esther Grølsted bogen ”Kampen om broderierne i Danmark 1850-1950”.
Pris for denne oplevelse er 125 kroner, og det et inklusiv forfriskning. Tilmelding til hjorringfolkeuniversitet.nemtilmeld.dk. Kontaktperson er Inge Reenberg, telefon 22712720 og e-mail
Der er adgang på Kunstmuseet fra klokken 18, hvor man kan se den aktuelle udstilling Nål og Tråd!


