Mandag ved middagstid måtte Nordjyllands Beredskab rykke ud til en brand i et anneks på en adresse på Hjørringgade i Hirtshals.
Alarmen indløb omkring klokken 12, og kort efter var tre køretøjer og syv brandfolk fremme på stedet.
Ifølge indsatslederen er der en formodning om, at branden opstod i en elinstallation. Branden blev hurtigt lokaliseret, og røgdykkere blev indsat for at slukke ilden.
En ambulance var også til stede, men der er ingen meldinger om personskade i forbindelse med hændelsen. Efter slukningsarbejdet kunne beredskabet forlade adressen.
Nordjyllands Beredskab skrev om indsatsen på X:
“Vi er tilstede med tre køretøjer og syv mand til melding om brand i et anneks på en adresse på Hjørringgade i Hirtshals. Der er indsat røgdykkere til slukning.”
Branden er nu slukket, og der arbejdes med at klarlægge den præcise årsag.
Foto: Presse-fotos.dk.


