Dansk Folkehjælp i Hjørring har også i år flot opbakning fra erhvervsfolk, som mandag den 1. december i Restaurant Svanelundens lokaler ringer mange penge ind til julehjælp.
– Vi er glade for opbakningen både fra erhvervsfolkene og fra alle, der støtter vores arbejde med at hjælpe andre. Desværre oplever vi hvert år, at flere og flere får brug for hjælp, siger lederen af Dansk Folkehjælp i Hjørring, Jette Videnkjær.
Hendes ord understreges af de barske kendsgerninger: 18.458 familier har i 2025 søgt om julehjælp hos Dansk Folkehjælp. I familierne bor i alt 33.922 børn.
Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse. Ifølge Dansk Folkehjælp oplever 40 procent af ansøgerne, at deres økonomiske situation påvirker deres børn negativt. Over halvdelen vurderer, at deres livssituation er blevet forværret de seneste fem år.
Organisationen oplyser, at ansøgertallet de seneste fem år er steget med 23 procent.
Alligevel er der sket et fald i ansøgertallet fra de to seneste år til i år. I 2024 søgte 20.319, mens tallet i 2023 lå på 21.581.
– Vi er egentlig tilbage på samme niveau som i 2022. Jeg tror, de højere tal, som vi så for et par år siden, skyldes det ekstreme inflationspres dengang, siger Mirka Mozer, generalsekretær i Dansk Folkehjælp, og fortsætter:
– Jeg tror umiddelbart ikke, at man skal tænke, at bare fordi der er et lavere antal i år, så kan det tolkes som om, at der er færre, der egentlig har brug for en håndsrækning.
Alle kan støtte Dansk Folkehjælps fine arbejde.
Dansk Folkehjælp i Hjørring driver genbrugsbutik i Bispensgade, og det er blandt andet fra salget i butikken, at der hvert år laves mange penge til at hjælpe andre.


