I lighed med tidligere år afvikler Hirtshals Handel & Erhverv et lotteri, hvor kunderne kan samle klistermærker og sætte dem på en samlekupon. Man får et mærke for hver 100,- kr. man handler for og de fyldte kuponer afleveres i en postkasse ved Høj Data i Nørregade.
– Ideen er at vi gerne vil belønne vores kunder for at lave deres julehandel lokalt og ikke på nettet eller i andre byer. Og det må jeg sige at vi har stor succes med siger Tommy Høj fra Hirtshals Handel & Erhverv. Sidste år fik vi over 2400 kuponer retur. Tallet har været støt stigende igennem årene, så tallet bliver da absolut ikke mindre i år.
Der udtrækkes 23 vindere hver mandag, så Tommy Høj opfordrer til at man får afleveret sine udfyldte kuponer i løbet af søndagen, så man kan være med trækningen mandag morgen.
– Vi offentliggør vinderne på facebook og sender dem en SMS. Alle kuponer, også tidligere vindere, går videre til den store trækning lige før jul hvor hovedgevinsten er 7500,- kr. Så i og med det er gratis at deltage kan vi kun opfordre til at man spiller med, slutter Tommy Høj.
Der deltager ikke færre end 23 butikker i Hirtshals.



