Bordtennis er den ideelle sport for den ældre del af befolkningen. Det er let at lære og spille, det er skånsomt over for leddene.
Ligesom det styrker og stimulerer hjernen, mener Cecilia Lonning-Skovgaard, som er spidskandidat for Venstre til KV21 i København.
– I Venstres optik bør vi udnytte bordtennis langt mere – og vi har derfor stillet forslag om at få kigget på, hvordan kommunen kan bidrage til en større udbredelse af bordtennis overfor ældre borgere og borgere diagnosticeret med parkinson eller demens. Det kunne konkret ske ved at sætte borde op på plejehjem, i aktivitetscentre og på parker og pladser, forklarer Cecilia Lonning-Skovgaard.
Forslaget gik ifølge spidskandidaten rent hjem i hovedstaden, hvilket glæder både sundhedsordfører Heidi Wang og Cecilia Lonning-Skovgaard i København, men såmænd også er blevet bemærket af den altid årvågne Lars Rokkjær, der straks har taget udfordringen og battet op hos B75 i Hirtshals.
I forvejen har B75 en seniorafdelingen ved navn BAT60+. Den overvejer Lars Rokkjær nu at anvende som udgangspunkt for et samarbejde med lokale institutioner i Hjørring Kommune.
Forhåbentlig tager forvaltning og lokalpolitikere samt ikke mindst institutionernes ledere imod med kyshånd, hvis de på et tidspunkt får et tilbud fra B75.