Seks gode erhvervsfolk ringede i løbet af blot én time i alt 211.000 kroner hjem til Dansk Folkehjælp Hjørrings julehjælp.
Der blev med andre ord ringet igennem i Restaurant Svanelundens hyggelige lokaler, hvor telefon-holdet sikkert ikke bemærkede den flotte udsigt i løbet af den intense time.
Som resultatet antyder, så blev de mødt med stor velvilje hos alle de gode mennesker i primært erhvervslivet, der blev ringet op i timen mellem 12 og 13.
– 211.000 kroner er et flot resultat. Jeg er så glad og taknemmelig for den store indsats, som holdet gjorde. Jeg vil også gerne rette en stor tak til alle de, der donerede til Dansk Folkehjælp, siger Jette Videnkjær, der er leder af Dansk Folkehjælp i Hjørring.
I løbet af kort tid vil Dansk Folkehjælp Hjørring uddele den allerede ansøgte julehjælp, og der bliver også holdt traditionel juletræsfest for en række lokale familier med børn.
For tusindvis af børn handler julen nemlig ikke om ønsker, men om alt det, de må undvære. Det kan være svært at forstå, at der i et land som Danmark er mange mennesker, der har så lidt, mens mange har så meget.
Dansk Folkehjælp – og mange andre – gør også i julen en forskel for mange. Vi kan i øvrigt alle være med til at støtte mange steder – og hos Dansk Folkehjælp kan du her støtte julehjælpen.
Erhvervsholdet 2025:
Johnny L. Nielsen, Bilhuset Hjørring

Lars Trampedach, Tømrer- og snedkerfirmaet Madsen & Hedegaard A/S

Laila Zielke, turistchef i Hirtshals og afgående byrådsmedlem for S
Mogens Bjerre, tidligere byrådsmedlem for S og med i bandet The Irish Waterfalls
Tim Jensen, Lille Sørup auto & karosseriværksted ved Tårs og genvalgt byrådsmedlem for S

Henrik Messmann, Hotel Phønix Hjørring og Hjørring Alliancen.
Holdet bag Restaurant Svanelunden stillede igen de hyggelige lokaler til rådighed for Dansk Folkehjælps julehjælp. Serapions-Ordenen Sct. Olai ejer den flotte bygning, hvor restauranten er forpagtet af Bryghuset Vendia.


