I dag har der takket være skolebørnene været ekstra meget julestemning hos Nordsøen Oceanarium.
Her samledes 75 glade skolebørn og fra lokalområdet nemlig til en dag fyldt med julehygge sammen med deres bedsteforældre og de ansatte hos Oceanariet.
Dagen begyndte med en festlig minikoncert med julesange foran det store Oceanarie, hvorefter børn, lærere, bedsteforældre og ansatte spiste morgenmad og æbleskiver sammen.
Bagefter blev der klippet og klistret løs, og børnenes fine julekreationer pynter nu både på vores juletræer og omgivelser. Det ser simpelthen så hyggeligt ud!
Børnene går i anden og tredje klasse på skolerne i Hirtshals, Horne og Tornby og deltager i Nordsøen Oceanarium Skoletjenestes “Vand og liv”-forløb, hvor de gennem hele deres skolegang lærer om livet i Nordsøen.
Alle børn og bedsteforældre får en stor tak for en rigtig dejlig dag med højt humør og masser af julehygge.
Foto: Anton Græsdal Maajen.


