U14-holdet skrev sig lørdag ind i klubbens historie, da de med en imponerende indsats på sæsonens sidste spilledag sikrede oprykning til Liga 1.
Kampen startede jævnbyrdigt med en lille spillemæssig overvægt til AaB, men efter blot otte minutter ændrede opgøret karakter, da Vendsyssel FF bragte sig foran 1-0.
AaB pressede på og havde flere optræk til farlige muligheder – blandt andet et forsøg på overliggeren, hvor riposten blev afværget på fornem vis. Ti minutter inde i anden halvleg kom det forløsende mål til 2-0, og dermed lå oprykningen pludselig inden for rækkevidde. I kampens sidste minut blev triumfen cementeret med scoringen til 3-0.
Da dommeren fløjtede af, kunne jubelen bryde løs. Med sejren sikrede U14 ikke blot tre point, men også oprykning til Liga 1 – et niveau, hvor holdet nu får mulighed for at måle sig mod landets allerstærkeste licensklubber.
Statistikken taler sit tydelige sprog: Holdet har i 10 kampe scoret 29 mål og kun indkasseret 12. En stærk præstation, som understreger både kvaliteten og stabiliteten i truppen.
Oprykningen markerer samtidig et vigtigt skridt for klubbens talentudvikling. Det er nemlig anden gang på blot fire år, at en U14-årgang tager springet op i landets bedste række. Nu venter en ny og spændende udfordring i Liga 1, hvor holdet skal fortsætte den stærke udviklingskurve og bygge videre på den power og kvalitet, der har bragt dem hertil.
Der skal lyde et stort tillykke til både spillere og trænere

U19 med puljesejr
Efter U14s historiske sejr lørdag formiddag skulle U19 gøre dem kunsten efter, da de om eftermiddagen jagtede puljesejren i Holstebro. Forud for opgøret var præmissen klar: En sejr eller uafgjort ville sikre førstepladsen, mens Holstebro skulle vinde for at snuppe puljesejren.
Kampen udviklede sig hurtigt til en ensidig affære. U19 dominerede fra start til slut, styrede tempoet og tillod stort set intet den anden vej. Alligevel skulle kampen helt frem til 63. minut, før forløsningen kom, da U19 endelig fik hul på bylden. Fem minutter før tid blev opgøret lukket definitivt med scoringen til 2-0, og så kunne jublen bryde løs.
Med sejren gjorde U19 altså U14 kunsten efter og sikrede Talentafdelingen sin anden puljesejr denne efterårssæson. For U19 er det samtidig den tredje puljesejr ud af de seneste fire mulige. En præstation, der vidner om kvalitet, stabilitet og en stærk kultur i Talentafdelingen.
Tillykke til spillere og trænere!


