I disse tider, hvor man let kan komme i kontakt med andre via de sociale medier for eksempel Facebook i et forsøg på at formidle historien om Hirtshals Fyr, ja så poppede der den 16. april følgende besked op med en donation på 10.000 kroner.
“Hej Peter!
Håber du har det godt? Jeg har et spørgsmål … Selvfølgelig har jeg ikke set en årsrapport endnu, men jeg tror – tusind tak, Covid-19 – at betydeligt færre billetter til fyret blev solgt i sidste år?
Og fordi jeg fylder 40 år i år (jeg ville faktisk komme til Hirtshals på min fødselsdag, men nu tror jeg ikke længere, at det vil være muligt – tusind tak Covid-19 igen…, tænkte jeg, at jeg gerne ville donere noget.
Er det muligt for Støtteforeningen at modtage donationer? Venligst, Patrik”
Når man som formand for de mange frivillige, der år efter år har lagt hundredevis af frivillige timer i bevarelsen af ”Vores alle sammens fyr”, får sådan en forespørgsel, ja så må man jo knibe sig lidt i armen.
Selv beskriver Patrik Sigwart, som er støttemedlem og bosat i Tyskland, om sin passion til stedet:
“Det er mere end 20 år siden, at jeg ankom til Hirtshals for første gang. Og jeg følte mig straks “hjemme” der. Hav, havn, byen – og fyret, det holder vagt over det hele… Fyret er så et stærkt og prægende element i Hirtshals!
Jeg ser frem til at køre nordpå på 55-en i flere måneder hvert år – når jeg ser toppen for første gang, ved jeg: Jeg er hjemme!!. – Jeg kan ikke forklare det, det er bare som det er. Og jeg synes, det er vigtigt, at tårnet bevares, det gør så stor en forskel for byen!
Resten er ligesom en matematisk ligning: Pengene til rejsen blev opsparet, rejsen var ikke mulig på grund af Corona, fyret er lukket på grund af Corona og kan ikke indsamle entre, så der er ingen penge i kassen. Så vi tager nogle af de “resterende” penge og lægger dem, hvor de mangler. Min mor siger altid, ”ALT har en god side. Nogle gange er du bare nødt til at gøre det selv...”
En STOR TAK for donationen og etSTORT TILLYKKE til Patrik Sigwart med den runde dag, lyder det fra Peter Jensen.