Det nye byråd i Hjørring Kommune for perioden 2026 til 2029 blev som allerede grundigt omtalt torsdag aften endeligt konstitueret.
Blandt de 31 medlemmer er Venstres nyvalgte Betina D. Jensen, som dermed tager hul på fire år med politisk arbejde og en række tillidsposter.
”Jeg er meget bevidst om, at alle jer, der har stemt på mig, har vist mig en stor tillid,” skriver hun i et opslag på LinkedIN. Ud over sin plads i byrådet har hun fået flere centrale opgaver, der skal være med til at præge kommunens udvikling.
Tillidsposter og politiske mål
Betina D. Jensen indtræder i Arbejdsmarkeds-, Erhvervs- og Uddannelsesudvalget (AEU), hvor hun blandt andet vil arbejde for:
- At Hjørring Kommune kommer i Top 10 på erhvervsvenlighed inden 2029.
- At andelen af udbudsegnede opgaver øges fra 25 % til 42 %, som er “Best Practice” ifølge Dansk Industri.
- At flere unge kommer i job og oplever trivsel og værdi på arbejdsmarkedet.
Derudover bliver hun en del af Teknik- og Miljøudvalget (TMU) med fokus på grøn energi, bedre infrastruktur, attraktive campusmiljøer og projekter, der styrker kultur, turisme og friluftsliv. Hun fremhæver også arbejdet for trygge skoleveje og gode forhold for cyklister.
Som medlem af Hjørring Vandselskab vil hun arbejde for rent drikkevand, forsyningssikkerhed og klimavenlige løsninger. Hun får også en rolle i Vendsyssel Teater, hvor målet er at fastholde kvalitet og kant i teatrets egenproduktioner og sikre en bæredygtig økonomi.
Endelig er hun stedfortræder i Nordværk, hvor fokus er på at gøre affald til ressourcer.
Gruppenæstformand i Venstre
Venstre går ind i den nye periode med syv medlemmer i byrådet. Betina D. Jensen bliver næstformand i gruppen og lover et samarbejde præget af energi, ordentlighed og handlekraft.
”Nu begynder arbejdet for alvor,” skriver hun og tilføjer, at hun glæder sig til at komme i gang med opgaverne, der skal skabe udvikling, trivsel og vækst i Hjørring Kommune.


