Endnu et festligt år i Hirtshals går på hæld, og dermed alle de aktiviteter, som har været med til at fejre og hylde den ukronede bjeskdronning, Signe Hansen. I ly af paraplyerne talte først turistchef Laila Zielke om de mange aktiviteter, der har været i forbindelse med hjemmesygeplejerske Signe Hansens 125-års jubilæum, der torsdag kulminerede med indvielse af en mindebænk, meget signende lige ved det nye Lægehus på Vanggårdsgade.


Herefter fortalte kunstneren af mindebænken billedhugger Morten Lykke, der er lokal fra Tornby, om tilblivelsen af mindebænken, der er udført i genbrugs akrylglas fra branden på Nordsøen Oceanarium i december 2003, med fødder i rustfrit stål. Bænken er ikke blot en siddeplads, men et stykke lokalhistorie i sig selv.

Efter talerne blev mindebænken afsløret til stort bifald fra publikum, og bænket blev, trods regnen, taget nøje i øjesyn. Gennem bænkens akrylglas ses en bølgende havbund, hvor der symbolsk vokser krydderurter til Signe Hansen Bjesk.



Herefter var alle inviteret til sammenkomst i Byens Sal på Det Gamle Rådhus, hvor den nye og opdaterede bog om Signe Hansen med titlen ”Sigen og bjesken – opskrifter og anekdoter fra et liv i klitterne” blev afsløret. Museumsdirektør Anne Dorthe Holm talte om jubilæumsåret og om arbejdet med den opdaterede bog, og takkede Christian Hansen for de fine plantegninger i farver og bogens forfatter Christine Lund Jacobsen for hendes store arbejde med bogens tilblivelse. Også Martensens Bogtrykkeri blev takket for den flotte opsætning og tryk.


Efter Anne Dorthe Holm talte Christine Lund Jacobsen om arbejdet med bogen, som er en delvis genudgivelse af daværende museumsleder Christian Hansens “- blade fra Signe Hansens bjeskbog…”, som udkom i 2001.

Herefter blev der budt på te, kaffe, kagemand og selvfølgelig en Signe Hansen bjesk og hyggeligt samvær, hvor der var lejlighed til at tage bogen “Signe og bjesken” nærmere i øjesyn og eventuelt købe et eksemplar.

Udover bogen har Vendsyssel Historiske Museum også lavet en særlig fødselsdagsbjesk “Signe 125 år – Klitrose bjesk”, som er prydet med etiket tegnet af lokale Anne Martine Horsevad Andersen, der også har tegnet en plakat “Ånden i flasken – Signe 125 år”.

Jubilæumsbjesken, med etiket i samme stil som plakaten, er næsten udsolgt. De sidste eksemplarer og plakaten kan købes hos Hirtshals Museum og Bog & Idé i Hirtshals.

Ud over bjesk og plakat har jubilæumsåret også budt på vandreture med ”The Sky is Blue” i Signe Hansens fodspor og et flot motionsløb koordineret af den lokale løbeklub “Havstrygerne” under Naturmødet i maj.
Det er en projektgruppe bestående af Vendsyssel Historiske Museum, Hirtshals Turisme samt tovholder Bente Jungquist der hen over året har ønsket at fejre Signe Hansen og markere jubilæet med forskellige aktiviteter. Gruppen har opnået flot støtte til de to initiativer med mindebænken og bogudgivelsen fra diverse fonde og virksomheder, og Vendsyssel Historiske Museum retter derfor en stor tak til Hirtshals Sparekasses Gavefond, HSF-fonden, Sigurd og Margit Espersens Familiefond, Initiativgruppen for Hirtshals og Omegn, Nord Energi Fonden samt Anora Group/Aalborg Akvavit.


