Under det konstituerende byrådsmøde i Hjørring Kommune, hvor blandt andet udvalgsposter skulle fordeles, blev der indledningsvis polemik omkring den såkaldte d’hondtske metode.
Fra Vendelbo-Listens side ønskede man simpelthen at fravige denne procedure i Hjørring Kommune. En af de angivelige styrker ved d’hondts metode er tankevækkende nok, at den skaber mere stabile byråd.
Når stemmerne fordeles, får de største partier en lille fordel, hvilket betyder, at byrådet typisk består af færre, men større partier. Dette reducerer kort fortalt risikoen for et alt for fragmenteret og splittet byråd med mange små og indbyrdes uenige partier, som kan gøre beslutningsprocesserne langt tungere og mere uforudsigelige end højst nødvendigt.
Færre partier betyder ifølge den tankegang altså færre svære kompromiser og mindre risiko for lange forhandlinger, der kan forsinke vigtige beslutninger om for eksempel skolepolitik, infrastruktur eller miljøtiltag.
Når magten således er koncentreret hos færre partier, bliver det endvidere lettere for borgerne at placere ansvar og holde politikerne til regnskab. Store partier har desuden ofte bredere politiske platforme, hvilket gør det lettere at finde fælles løsninger frem for at skulle balancere mange små særinteresser.
Hvis alle stemmer på den anden sige vægtede helt lige uden den lille fordel til de store partier, ville byrådet altså ofte bestå af mange små partier. Det kunne give mere mangfoldighed, men også skabe ustabilitet, hyppige konflikter og svage flertal, der gør det svært at gennemføre og fastholde langsigtede strategier.
Dybest set handler den diskussion dermed om afvejning af hensynet til civilsamfundet og beslutningskraften hos de folkevalgte. Altså lige præcis forskellige opfattelser af demokrati.
I sin yderste konsekvens fører fraværet af hensyntagen til beslutningsdygtighed ud i det direkte demokrati, hvor alle borgere altid skal inddrages og deltage i enhver afgørelse.
Man kan selv spekulere videre over konsekvenserne af de forskellige muligheder i Hjørring Kommune. Formentlig foretrækker et flertal af danskere fortsat det repræsentative folkestyre.
Fakta om d’Hondts metode?
Metoden, opkaldt efter den belgiske jurist Victor d’Hondt, bruges til at fordele mandater proportionalt mellem partierne.
Hvert partis stemmetal divideres med 1, 2, 3 og så fremdeles, og de højeste kvotienter tildeles mandater, indtil alle pladser er besat. Det sikrer, at partier med flest stemmer får flest pladser.
Afslutnings kan det fremføres, at det er nedfældet i Lov om kommunale og regionale valg, at mandater ved kommunal- og regionalvalg fordeles ved hjælp af d’Hondts metode.
Derfor kunne indvendingerne imod brugen af denne procedure uden videre og med rette af borgmesteren fejes af bordet på det konstituerende byrådsmøde.
