På Hirtshals Museum var der varme, hygge og duft af kaffe og bjesk, da museet forleden dannede rammen om en særlig begivenhed. Det flittige “Havehold”, der står bag sommeraktiviteterne i Museumshaven, havde indkaldt til uddeling af årets overskud.

Hver sommer summer haven af liv, hvor frivillige holder gamle håndværk i hævd. Der bliver produceret alt fra hængekøjer og notgynger til flaskeskibe, kartoffelskrællere og sommerhusflag. Salget af disse effekter til turister og gæster har i år, suppleret af et godt salg resten af året, resulteret i et flot overskud på 30.000 kroner.

En god sommer med musik og sol
Formanden for Haveholdet, Joan Pedersen, kunne i sin tale se tilbage på en sæson, der artede sig godt.
– Juli måned i år har været rimelig godt besøgt; der er registreret cirka 2.300 personer, så det er et fint besøgstal. Vi har også været heldige med vejret, der var overvejende godt med meget solskin, fortalte Joan Pedersen.
Hun fremhævede desuden samarbejdet med Fiskekrogen, der sikrede levende musik i haven én gang om ugen.
– Det var rigtig hyggeligt, og vi oplevede, at der var flere besøgende i haven på de dage med musik, så det må vi sige, har været en stor succes, konstaterede formanden, der også sendte en tak til pressen for den gode omtale i løbet af sommeren.

Glæde hos de mindste og de ældste
Årets pulje på 30.000 kroner blev fordelt bredt i lokalsamfundet med fokus på både børn, ældre og det frivillige foreningsliv.
Den største donation gik til de private dagplejere i Hirtshals, Horne, Åbyen og Bjergby, som modtog 10.000 kroner. Pengene er øremærket oplevelser i Fun Park, hvor dagplejebørnene nu kan se frem til togture og madpakker i det grønne.
Der var også tanke på byens ældre. Friplejehjemmet Havglimt modtog 5.000 kroner til forkælelse af beboerne, mens Friplejehjemmet Asbjørn i Tornby fik 5.000 kroner til indkøb af julepynt.
Ungdommen blev tilgodeset gennem KFUM-spejderne i Tornby/Vidstrup, der modtog 5.000 kroner som anerkendelse for deres store arbejde med aktiviteter for børn og unge.
Sidst, men ikke mindst, blev der kigget indad. De øvrige frivillige kræfter på museet, Butikslauget, Vedligeholdet og Bjesklauget, modtog samlet 5.000 kroner til deling.
– Uden dem ville det ikke være muligt for os at holde åbent i haven i juli måned. De passer butikken, vedligeholder bygningerne og samler urter til bjesk, lød rosen fra Joan Pedersen.

Julebjesk og hygge
Efter den formelle overrækkelse var der dømt hygge med kaffe, te og småkager. Traditionen tro var der også mulighed for at smage på museets specialiteter, herunder årets Julebjesk, en “Stygge Krumpen” og en “Kræn Man”.

Med pengene fordelt og bjesken smagt til, kunne de fremmødte gå hjem med ønsket om en glædelig jul og visheden om, at sommerens arbejde nu gør gavn i den mørke tid.


