Christian Fynbo: Ikke i min baghave!

Af Christian Fynbo

Fanøgade 7
Hirtshals

Jeg kan godt forstå, at det vækker uro, når der lugter, støjer eller ryger fra et stort anlæg tæt på det vi holder kært.

Ingen skal affejes, når de fortæller om gener og bekymringer.

Den utryghed, som nogle naboer til Agri Energy Vrå og Stiesdal SkyClean har oplevet, er reel, uanset hvad målinger og rapporter senere viser.

Men netop derfor bliver vi nødt til at hæve blikket.

For i Vrå handler det ikke kun om én skorsten eller én virksomhed.

Det handler om, hvilken vej vi som samfund vil gå, når vi på den ene side kræver, at landbruget reducerer sine udledninger kraftigt, og på den anden side protesterer højlydt, der hvor teknologierne faktisk realiseres.

Landbruget bliver i disse år mødt med krav om CO2-afgifter, skærpede klimamål, naturplaner og nye miljøkrav.

Argumenterne er velkendte.

Landbruget udleder meget, derfor skal der betales, på lige fod med andre sektorer, og afgifterne skal presse udviklingen frem.

Samtidig ønsker vi, at Danmark er grønt foregangsland, og at vores fødevarer kan sælges på eksportmarkeder, hvor klimaaftryk fylder mere og mere.

Det er i den virkelighed, at anlæg som Agri Energy Vrå og pyrolyseanlægget Stiesdal SkyClean er opført. De er ikke en fortsættelse, men et forsøg på at tage ansvar for præcis den grønne omstilling, vi politisk har bedt om.

Når vi så igen og igen ser offentlige kampagner, opslag på sociale medier og hårde formuleringer, som insinuerer forgiftninger, farlige udslip og uansvarlighed, også efter at de relevante myndigheder har været grundigt igennem forholdene, så kan det for mange landmænd og medarbejdere opleves som meget hårdt og uretfærdigt, og som noget der går videre end saglig kritik.

Det betyder ikke, at alt har været perfekt.

Biogasanlægget har haft lugtudfordringer, og pyrolyseanlægget har haft perioder med ustabil drift. Kommunen har reageret med påbud, ekstra målinger og skærpede vilkår, og Agri Energy Vrå har gennemført en række tekniske forbedringer af luftrensningen.

De seneste målinger viser, at emissionerne ligger vel inden for miljøgodkendelsen, og Miljøstyrelsen har overtaget tilsynet med styrket fokus på både lugt, luft, sikkerhed og affald.

På sundhedsområdet må jeg som borger læne mig op ad, og henvise andre til, de myndigheder og fagfolk, der har undersøgt og undersøger sagen.

Blandt andre Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, der ikke har kunnet påvise en direkte sammenhæng.

Når det gælder både sikkerhed og trafik, forstår jeg godt bekymringen, og jeg forventer, at myndighederne stiller skrappe krav, fører tæt tilsyn og tager højde for den ekstra tunge trafik.

Smidstrupvej er udlagt som trafikvej, vejprofilet er udvidet, og der laves miljøkonsekvensvurdering.

Det fritager ikke nogen for at tage hensyn, men det viser, at det heller ikke bare er sket hen over hovederne på borgerne.

Det er vigtigt at huske, hvorfor vi overhovedet diskuterer biogas og pyrolyse.

Pyrolyse gør det muligt at omdanne restprodukter fra landbruget, for eksempel halm og fibermasse fra biogas, til biokul, som kan blandes i jorden og lagre CO2 i stedet for udledning, samtidig med at processen leverer grøn energi.

Nationale analyser peger på, at teknologien, hvis den bruges på rest og affaldsstrømme og reguleres ordentligt, kan give betydelige negative emissioner og dermed være en af de mere markante løsninger, der gør det muligt at nå både 70 procents målet og klimaneutralitet.

SkyClean-anlægget i Vrå er bygget netop til at bruge fibre fra biogasanlægget, ikke til at brænde gode fødevareressourcer af.

Planen er at producere store mængder biokul hvert år og samtidig levere varme til lokale fjernvarmeværker.

Det er klima, landbrug, lokal energi og arbejdspladser i samme pakke, og en stor del af teknologien og produktionen er dansk, så der også er et eksportpotentiale.

Man kan og bør være skeptisk, stille kritiske spørgsmål og kræve dokumentation for klimaeffekten.

Der er brug for klare kriterier for, hvilken biomasse der er bæredygtig, og for, hvordan CO2-lagring dokumenteres, så vi undgår grønvaskning.

Men: Når virksomheder og ansatte fremstilles, som om de bevidst sætter naboers liv og helbred på spil for profit, så gør det ondt på dem, der faktisk oplever, at de forsøger at tage ansvar.

De fleste, der driver og leverer til anlæg som Agri Energy Vrå, er de samme landmænd, som vi forventer betaler CO2-afgifter, tager jord ud til natur, reducerer kvælstofudledning og samtidig leverer mad af høj kvalitet til billigere priser.

Hvis vi som samfund både kræver afgifter, hurtig grøn omstilling og teknologisk nytænkning, så skylder vi også hinanden en mere fair og respektfuld dialog, både når vi rejser kritik, og når vi driver de anlæg, der skal levere løsningerne.

Kritik skal være velunderbygget, og den skal følges af villighed til at lytte, når nye data og forbedringer kommer på bordet.

Myndighederne skal være konsekvente, men de skal også have ro til at arbejde fagligt, uden at hver enkel måling bliver til en ny skandaleoverskrift, før man overhovedet har læst rapporten.

Naboer skal høres og tages alvorligt, men landbruget og de virksomheder, der går forrest, skal også opleve, at deres indsats bliver anerkendt og ikke kun mødt af mistro.

Det kræver, at vi alle; politikere, myndigheder, borgere og virksomheder, øver os i at se sagen fra hinandens side, holde fast i fakta og taler til hinanden med respekt, selv når følelserne er stærke.

Hvis dansk landbrug skal være både grønt, konkurrencedygtigt og socialt bæredygtigt, så har vi brug for netop den type løsninger, som prøves af ved Agri Energy Vrå.

Lad os bruge konflikterne i Vrå til at lære, hvordan vi kan gøre det bedre næste gang, i stedet for at skræmme de næste landmænd væk fra at investere i den omstilling, vi alle sammen siger, at vi ønsker.