Fredag morgen blev Vester Thirup fyldt med lys og sang, da børn fra både vuggestue og børnehave i den private institution Mikael & Bette Mikael gik Luciaoptog.
– Arrangementet samlede en stor skare af forældre og bedsteforældre, der fulgte optoget med begejstring så stor, at trafikken på Vester Thirupvej kortvarigt blev udfordret, fortæller Ulla Karlsen, som er leder i Mikael & Bette Mikael.
Optoget bevægede sig forbi de nye naboer på Steinervænget, som også var klar til at tage del i oplevelsen. Børnehavebørnene havde øvet både sang og procession i flere uger, og indsatsen kunne mærkes. Stemningen var høj, og mange tilskuere blev rørt af den traditionsrige fejring, der med levende lys og klare toner skabte en magisk start på dagen.
Luciaoptoget er en fast decembertradition, og hos Mikael & Bette Mikael blev den i år gennemført med stor opbakning og fællesskab, som er en påmindelse om, hvordan små, lokale initiativer kan sprede glæde og julestemning.
Foto: Privat.


