Mandag den 15. december var der lys, sang og julestemning, da de ældste børn fra Børnehaven Kollegieparken gik Luciaoptog. Optoget begyndte i vante rammer i børnehaven og fortsatte ud på legepladsen, inden børnene gik videre til botilbuddet Trianglen, som ligger lige overfor børnehaven.
Børnene havde øvet sig grundigt og sang højt og klart. Det gjaldt både i de trygge omgivelser i børnehaven og senere i de mere ukendte rammer hos Trianglen, hvor beboerne tog varmt imod dem. Luciaoptoget blev mødt med smil og nærvær, og sangen var med til at skabe en særlig stemning.
Ifølge personalet i Børnehaven Kollegieparken gav det god mening at invitere botilbuddet med i Luciafejringen. Forud for besøget havde man talt med børnene om, at formålet var at glæde beboerne med sangen, og det oplevede man, at det lykkedes.
Efter optoget bød Trianglen på saft og småkager til børnene, hvilket faldt i god jord og rundede formiddagen hyggeligt af. Børnehaven håber, at Luciaoptoget fremover kan blive en fast tradition, hvor børn og beboere igen kan mødes om sang, lys og fællesskab i december.



