Af Ove Birk
Vendelbo-Listen
Der var engang en kommune højt mod nord.
Ikke bare nordlig. Ikke bare grøn.
Nej – selvudråbt verdensmester i grøn omstilling.
Byrådet var fuldt af visioner. Så fuldt, at der ikke var plads til tvivl, regnestykker eller almindelige mennesker.
De ville have vindmøller. Mange vindmøller.
Så høje, at de kunne ses fra nabokommuner, som heldigvis endnu ikke havde mistet jordforbindelsen.
Solceller skulle der også være.
Ikke fordi solen skinnede, men fordi det stod i planen.
Og planer, som alle ved, vejer tungere end virkelighed.
Byrådet talte uafbrudt om dialog.
Det var den slags dialog, hvor man taler, og borgerne lytter – helst i tavshed.
Klimapartnerskaber blev indgået med stor højtidelighed og endnu større uklarhed.
Ingen vidste præcis hvem partnerne var, men de havde logoer, og det er jo det vigtigste.
Informationskampagnerne væltede frem.
Foldere, møder og hjemmesider forklarede, hvor lykkelige borgerne snart ville blive, når deres udsigt var væk, deres ejendom faldt i værdi, og deres elregning steg i takt med idealismen.
De omkringliggende kommuner så til og sagde forsigtigt:
“Er det nu klogt?”
Den Grønneste fnøs. Forsigtighed er for folk uden visioner – og uden 180 millioner kroner i sigte.
For sandheden var denne:
I slutningen af omstillingen ventede belønningen.
180 millioner skattefrie moralske alibier forklædt som klimamidler.
Og pludselig gav alt mening.
Én enkelt i byrådet stemte imod.
Han blev betragtet med samme varme som en dieselbil til et elbilstræf.
Resten stemte ens. Ikke fordi de var enige – men fordi de var enige om pengene.
Så gik de.
I takt.
Som lemminger.
Bare med powerpoint og pressemeddelelser.
Borgerne råbte op.
Men byrådet hørte kun suset fra møllevingerne og klirren fra fremtidige millioner.
“Det er nødvendigt,” sagde de.
“Det er uundgåeligt,” sagde de.
“Det er for jeres eget bedste,” sagde de – mens de skrev under.
Og således ender juleeventyret.
Kommunen blev grøn.
Byrådet blev rigere.
Borgerne blev klogere.
For de lærte, at når politikere taler om klimaet,
handler det sjældent om vejret –
og meget ofte om penge.
Tak for “eventyret”, mr. Scrooge!
Et godt eventyr det er du da god til Ove
Mage til vrøvl skal man lede længe efter. Sol og vind er de billigste energikilder og gør at vi kan hjælpe klimaregnskabet og spare penge. Det er de fleste i byrådet heldigvis enige i.