Efter 17 år som formand har Søren Thirup valgt at træde et skridt tilbage i Foreningen til Bevarelse af Landskab og Bygningskultur i Hjørring (FBL). Beslutningen kommer i en tid, hvor foreningen under hans lederskab har øget aktiviteten betydeligt og står stærkt rustet til fremtiden.
Søren Thirup fortæller, hvordan han for sytten år siden som nyvalgt suppleant med et ”trylletrick” blev presset direkte ind på formandsposten. Opgaven, der til at begynde med blot lød på at lede bestyrelsesmøderne, udviklede sig hurtigt til et omfattende engagement i kommunale planer og bevaringsarbejde.
Nu, kort før sin 75-års fødselsdag, overlader han posten til Vibe Gro Falk, som han fremhæver for hendes evne til at forny og effektivisere foreningens arbejde. Med erfaring fra driften af en bevaringsværdig herregård har hun allerede haft fingrene dybt i mange af de områder, som FBL arbejder med.
Ny formand med klare visioner
Vibe Gro Falk takker ydmygt for valget og understreger, at hun vil gøre sit bedste for at videreføre det arbejde, Søren har lagt grundlaget for. Hun peger på bevaring og transformation af eksisterende byggeri som en central del af den cirkulære dagsorden og fremhæver samtidig det dilemma, foreningen står i: at balancere behovet for vedvarende energi med ønsket om at bevare smukke landskaber og bymiljøer.
Bestyrelsen er nu konstitueret med Jens-Christian Hansen som kasserer, Kirsten Holmsberg som sekretær, Niels Bendsen som menigt medlem samt Kristian Holberg Lindgren og Anna Schepper som suppleanter. Søren Thirup fortsætter som næstformand og vil dermed fortsat være en aktiv del af arbejdet.
Æret være Jørgen Gehls minde
Foreningen måtte i november tage afsked med bestyrelsesmedlem Jørgen Gehl, der døde 76 år gammel efter kort tids sygdom.

Jørgen Gehl, uddannet arkitekt, blev valgt ind i bestyrelsen i 2020 og bidrog med stor faglighed og indsigt. Han huskes især for sin indsats i priskomiteen for Hjørring Kommunes Arkitekturpris og som ankermand i et større projekt med bevaringsvurdering af 70 bygninger i Stationskvarteret. Ved sin død stod han klar til at indlede et nyt projekt om æstetisk om- og tilbygning af huse.
Bygningskulturpris som kronen på værket
Søren Thirup modtog i november Bygningskulturprisen 2025 ved By og Land Danmarks generalforsamling i Næstved.

ningskulturprisen. Foto: FBL.
Anerkendelsen kom som en overraskelse og blev en symbolsk afslutning på hans tid som formand. Han udtrykte både personlig glæde og stolthed over, at FBL-Hjørrings arbejde er blevet respekteret og anerkendt på landsplan.


