Fiskefartøjer, der leverer fangst i Hirtshals Havn, har i noget tid nydt godt af en mere effektiv og integreret service.
Det skyldes, at Fiskernes Fiskesortering har overtaget Hirtshals Kasseudlejning. Det skete som tidligere omtalt ved en sammenlægning, der trådte i kraft i april 2025. Fusionen har dermed samlet to centrale funktioner i fiskeriet. Nemlig sortering af fangst og udlejning af kasser.
Fiskernes Fiskesortering håndterer fangsten ved at sortere den efter art, størrelse og kvalitet, inden den sælges på Hirtshals Fiskeauktion. Samtidig sikrer kasseudlejningen, at fartøjerne har adgang til rene og solide plastkasser til pakning af fisk om bord. Efter auktionen returneres kasserne til Hirtshals, hvor de vaskes og klargøres til genbrug. Det er en løsning med klare miljømæssige fordele.
Sammenlægningen er blevet betragtet som en naturlig udvikling i en tid, hvor fiskerierhvervet står over for øgede krav til effektivitet og ressourceudnyttelse. Ved at samle kræfter og ekspertise er der skabt en mere fleksibel og robust service, der imødekommer fiskernes behov og sikrer, at Hirtshals fastholder sin position som en central aktør i fremtidens fiskeri.

For norske fartøjer, der leverer fisk til Hirtshals, har ændringen betydet, at de fortsat modtager en effektiv og professionel service. Fangster, der ikke er sorteret eller renset om bord, håndteres nu af Fiskernes Fiskesortering, som sørger for både sortering, rensning og pakning. Mindre fangster samles i fulde kasser for at opnå bedre priser og optimere salget på auktionen.
Fusionen har ikke kun styrket logistikken, men også bidraget til en mere bæredygtig drift. Genbrug af plastkasser reducerer affald og sikrer en cirkulær løsning, der gavner både miljøet og fiskeriet.
Samarbejdet markerer indtil videre en positiv milepæl for fiskerne i Hirtshals og understøtter havnens rolle som et moderne og effektivt knudepunkt for fiskeriet i Nordsøen.
Link til relateret artikel
Fiskerne i Hirtshals og Skagen vil stå stærkere med etablering af Nordjyllands Fiskeriforening


