Fra 2027 indfører Skatteministeriet en ny afgift, der rammer udledning af urenset spildevand fra overløb. Tiltaget skal styrke indsatsen for et renere vandmiljø og lukker et hul i den nuværende regulering, hvor kun renset spildevand har været afgiftsbelagt.
Overløb opstår typisk, når kraftige regnskyl overbelaster kloaksystemer og renseanlæg, hvilket medfører, at en blanding af regnvand og urenset spildevand ledes direkte ud i vandløb, søer og fjorde. Denne udledning indeholder ofte høje koncentrationer af kvælstof og fosfor, som kan forværre problemer som algevækst og iltsvind. Med klimaforandringer og stigende forekomst af ekstremregn vurderes risikoen for overløb at stige.
Den nye afgift vil gælde både planlagte overløb, eksempelvis ved renovering, og nødoverløb ved uheld. Afgiften beregnes ud fra udledningen af kvælstof, fosfor og organisk stof og svarer til den eksisterende afgift på renset spildevand. Udlederne kan vælge mellem tre metoder til opgørelse: fuld måling af koncentrationer og vandmængder, måling af vandmængder alene eller en modelbaseret beregning.
Tiltaget forventes at skabe et økonomisk incitament til at reducere overløb og øge præcisionen i registreringerne. Bedre målinger kan ikke alene sænke afgiften, men også give mere viden om omfanget af udledninger, der hidtil har været vanskelige at dokumentere.
Dermed kan afgiften blive et centralt værktøj i arbejdet for et sundere vandmiljø.
Læs hele pressemeddelelsen her hos Skatteministeriet.



det burde være dyrere at udlede ikke renset spildevand, det kræver ikke anlæg af bedre og større renseanlæg