KLUMME: Børn og voksne i kærlig krans

Af Christian Borrisholt Steen

Børn og voksne i kærlig krans. Sådan begynder en gammel julesang fra skuespillet Nøddebo Præstegård.

Sangen handler naturligvis om familien, der er forenet i rundkreds rundt om juletræet juleaften. Sådan var det omkring år 1900, da sangen med tekst af Elith Reumert og melodi af J.P.E. Hartmann, første gang så dagens lys og sådan er det også i dag. I julen samles børn, unge og gamle. Men hvad med resten af året?

Julen minder os om noget væsentligt, at mennesket er skabt til at indgå i relationer og at livet leves på tværs af generationer og ikke i siloer. Spørgsmålet er, om vi resten af året har indrettet vores samfund, som om den indsigt slet ikke har bud til os i dag.

Lige før jul gik min søn Samuel og resten af 5. årgang fra den lokale folkeskole luciaoptog på det lokale plejehjem. Med lys i hænderne bevægede børnene sig langsomt gennem gangene, mens beboerne sad og så på. Nogle sang med, andre smilede, enkelte fældede en tåre. Det var ikke en stor begivenhed. Men det var et stærkt øjeblik. Et møde mellem begyndelse og afslutning, mellem dem, der har livet foran sig, og dem, der fortrinsvis bærer livet bag sig.

Vi lever i et samfund, hvor generationer i stigende grad er adskilt. Børn er i institutioner, voksne på arbejdsmarkedet, gamle på plejehjem. Ordningen er praktisk og effektiv, men den har en etisk pris. Når generationer sjældent mødes i hverdagen, risikerer vi at reducere hinanden til funktioner. Børn som nogen, der skal dannes, voksne som nogen, der skal producere og de ældre fortrinsvis som nogen, der skal passes.

Men mennesket er mere end sin funktion. Et grundlæggende etisk spørgsmål er derfor, om vi har indrettet vores fælles liv på en måde, der giver plads til gensidig mening og tilstedeværelse på tværs af generationer- eller til det fælles bedste, som Grundtvig så rigtigt formulerede det.

For noget tid siden læste jeg om et canadisk forsøg, hvor en skoleklasse, lidt i stil med lucia-eksemplet fra før, havde flyttet deres højtlæsningsundervisning til et plejehjem. Eleverne læste højt for de ældre. Resultatet var, at elevernes faglige niveau steg, og at de ældres medicinforbrug faldt markant i perioden. Det er fristende at se det som et smart velfærdseksperiment. Men måske bør vi snarere se det som et moralsk fingerpeg om, at vi mennesker har brug for at være noget for hinanden.

Jeg argumenterer ikke for en romantisk tilbagevenden til fortiden. Vi skal ikke afskaffe moderne institutionsliv eller lade som om teknologiske forandringer er et problem i sig selv. Men vi bør spørge os selv, om vores måde at organisere livet på har gjort os fattigere på relationer.

Som barn holdt jeg meget af at høre mine bedsteforældre fortælle historier fra deres barndom. Da min farmor kom på plejehjem, lærte jeg også de andre beboere at kende. Jeg husker især en gammel mand, der hver gang indledte sine fortællinger på et højt og klingende vendelbomål; “A ka houw” – jeg kan huske. Hans erindringer var ikke bare private minder, men en gave. Et vidnesbyrd om, at et levet liv rummer erfaringer, som ikke må gå tabt.

Da min søn sang luciasang på plejehjemmet, tænkte jeg, at han – uden selv at vide det – deltog i noget dybt menneskeligt, nemlig en erkendelse af, at vi skylder hinanden nærvær på tværs af generationer. Ikke af pligt, men fordi vores fælles liv bliver fattigere uden.

Måske er det netop dette, julen hvert år forsøger at minde os om. At sammenhængskraft ikke skabes gennem strukturer alene, men gennem menneskeligt samvær på tværs af alder og generationer. Og at et samfund først er rigtigt menneskeligt, når børn og voksne igen og igen får lov til at stå, om ikke altid i kærlig krans, så i hvert fald i relation til hinanden – og ikke kun i denne søde juletid.

Christian Borrisholt Steen, debattør, foredragsholder og tidligere medlem af Det Etiske Råd. Født og opvokset i Hirtshals