Af direktør Michael Vendelbo
Erhverv Hjørring
Nytår. Tid til at se tilbage – og tid til at se frem.
2025 blev året, hvor vi for alvor omsatte vores strategi til konkrete aktiviteter og resultater. Udgangspunktet er fortsat det samme: netværk, viden og indflydelse med tre bærende temaer – Det gode liv, Udvikling og Grøn omstilling.
Kort sagt: 2025 har været et godt år for Erhverv Hjørring – og et travlt et.
Vi har i årets løb udbygget vores aktiviteter på tværs af kommunen. Et vigtigt nyt tiltag er Morgenklubben, som er etableret som et fast forum for aktuelle oplæg, lokal indsigt og netværk. Seks møder rundt i kommunen i 2025 har vist, at formatet rammer et reelt behov hos medlemsvirksomhederne, og Morgenklubben fortsætter i 2026.
Vi har samtidig markeret os uden for de vante rammer, blandt andet på hovedscenen ved Naturmødet, hvor vi med udgangspunkt i Hjørring Kommune har sat fokus på samspillet mellem natur, erhvervsliv og arbejdspladser.
Medlemsudviklingen har været meget positiv.
I løbet af 2025 har 45 nye virksomheder meldt sig ind i Erhverv Hjørring. Ved årets udgang er det fortsat et bredt sammensat erhvervsfællesskab med mere end 400 medlemsvirksomheder fordelt over hele Hjørring Kommune. Det styrker vores gennemslagskraft og vores daglige arbejde.
Vores signaturarrangementer har ligeledes haft stor tilslutning. Nytårskuren og Get Together har været udsolgte, og Erhverv Hjørring Stafetten har sat ny rekord med 1.016 deltagere mod et normalt niveau omkring 500. Det bekræfter, at der er stor vilje til at mødes på tværs – også når det foregår i løbesko.
Digitalisering og ny teknologi har været et tydeligt spor i 2025. Gennem AI-Løftet, som Erhverv Hjørring har støttet op omkring arbejdet i Erhvervsrådet, har flere hundrede ledere og medarbejdere fra lokale virksomheder arbejdet konkret med, hvordan kunstig intelligens kan bruges som et praktisk værktøj i hverdagen. Det arbejde fortsætter og udbygges i 2026.
Et andet centralt spor er arbejdet med bosætning. Med afsæt i initiativet ”Vild med Vendsyssel” har vi taget aktiv del i at udvikle en ny bosætningsindsats. Målet er enkelt, men krævende: det skal være attraktivt både at drive virksomhed og at leve sit liv i Hjørring Kommune – for nuværende borgere såvel som for dem, vi gerne vil tiltrække.
Samarbejdet med Hjørring Kommune og øvrige partnere er i løbet af året blevet yderligere styrket. Erhverv Hjørring bliver i stigende grad inddraget i drøftelser om erhvervslivets rammevilkår, og den tillid tager vi særdeles alvorligt.
For Erhverv Hjørring handler det fortsat om at skabe netværk, bidrage med viden samt at søge indflydelse, som er med til at skabe de bedste rammer for den lokale erhvervsudvikling – og dermed bidrage til, at hele vores område er et godt sted at arbejde og bosætte sig.
Godt nytår!


