Hos Martin Kok i Sindal har december været præget af travlhed og teamwork. Allerede den 27. december gik startskuddet til produktionen af årets nytårsmenuer, og i dag er arbejdet afsluttet. I alt er der fremstillet omkring 2.500 menuer, hvilket er en markant stigning fra sidste års 1.700.
Menuerne har primært bestået af femretters nytårsmiddage, men kunderne har også haft mulighed for at bestille børnemenuer via webshoppen. Udleveringen sker både i Sindal og Aalborg, hvor cirka halvdelen af menuerne finder vej til Göteborgvej, mens resten afhentes i selskabslokalerne Hos Martin.
Produktionen har samlet hele holdet: fastansatte, timelønnede, chauffører og medarbejdere fra Hos Martin. Arbejdsdagene har været intense, men præget af samarbejde og fællesskab samt en tradition, der markerer afslutningen på året for virksomheden.
Efter nytår venter en kort pause, inden planlægningen af forårets konfirmationer går i gang. Allerede nu er der booket omkring 100 konfirmationer ud af huset og 15 i selskabslokalerne.
Derudover ser teamet frem til årets sociale begivenheder, herunder julefrokosten for medarbejdere og frivillige den 10. januar samt musikarrangementet “Musik i Martins Have” den 20. juni.
Med et fyldt årshjul og stigende efterspørgsel er der ingen tegn på stilstand hos Martin Kok. Tværtimod!
Foto: Privat.
Link til relateret artikel
Musik i Martins Have med solskin, fællesskab og feststemning


