Årets sidste dag er hos Min Købmand i Lendum helt speciel, da købmand Dennis Bøgedal Bak holder afskedsreception for sin mor, Annette Frederiksen, der går på velfortjent pension.
– På denne årets sidste dag fra klokken 10-13 serverer vi champagne, sandwich og snacks hos Min Købmand i Lendum, hvor Annette takker af. Butikken er åben til klokken 14, og alle er meget velkomne.
Det siger købmanden i Lendum, som helst ville være fri for denne reception. Han har som købmand arbejdet tæt sammen med Annette, som tidligere drev købmandsbutik i Lørslev.

Da Dennis for nogle år siden kunne fejre 10-års jubilæum som Spar købmand på Nordens Allé i Hjørring, sagde hun til NordsøPosten:
– Dennis opholdt sig meget i butikken som dreng, da vi havde købmandsbutik i Lørslev. Han ville videre og blev leder af andre butikker og åbnede selvstændigt på Nordens Allé i 2013. Kort tid senere blev jeg ansat hos Dennis.
– Det betyder utrolig meget for mig, at Annette har været med hele vejen og, at vi stadig arbejder sammen i butikken. Hun har lært mig meget, og vi supplerer hinanden rigtig godt. Vi har mange af de samme værdier også som købmand, hvor den personlige, gode og ærlige service overfor kunderne er det vigtigste, sagde Dennis i anledning af hans 10-års jubilæum som ejer af SPAR Hjørring.
Den 1. februar 2026 er det to år siden, han åbnede som ejer af Min Købmand i Lendum.


