Bjergby-Mygdal Badmintonklub rundede 2025 af med sin traditionsrige nytårsturnering, hvor ungdoms- og seniorspillere blev blandet på tværs af alder og niveau. Arrangementet samlede mange spillere og forældre i hallen og blev en festlig afslutning på et år med høj aktivitet i klubben.
Efter de sidste kampe blev dagen rundet af med kransekage og champagne, hvor deltagerne ønskede hinanden godt nytår. Samtidig var der anledning til at se tilbage på et godt klubår præget af tilgang af både nye ungdoms- og seniorspillere samt etableringen af et nyt trænerteam, der har bidraget til stor træningsaktivitet og engagement i hallen.
Klubben retter en særlig tak til SuperBrugsen Løkken for sponsoreringen af kransekagen samt til Sidsel Borup, der stod for kampudkald og praktisk afvikling af turneringen.
Bestyrelse og trænere ser frem mod det nye år med optimisme og glæder sig til fortsat at samle medlemmerne om badminton – en sport, der i Bjergby-Mygdal rækker langt ud over banen og styrker både fællesskab og sammenhold.
Foto: Bjergby-Mygdal Badmintonklub.


