Hjørring Bibliotek inviterer den 20. januar til et foredrag, der sætter fokus på de personlige konsekvenser af religiøs indoktrinering.
Forfatteren Helle Bertram, der i foråret 2025 udgav bogen ”Vidner – i sektens skygge” sammen med Camilla W. Trustrup, vil denne aften dele sin historie om at blive valgt fra af sine forældre til fordel for en sekt – i dette tilfælde Jehovas Vidner.
Arrangementet finder sted fra klokken 19.00 til 21.00 på Østergade 30 i Hjørring. Publikum kan forvente en nærværende og tankevækkende fortælling om kampen for at bevare relationer, mens indoktrinering og fravalg præger hverdagen. Helle Bertram vil læse uddrag fra bogen og åbne for dialog med deltagerne.
Bogen bygger på en brevveksling mellem to kvinder, der begge har oplevet opvækst i skyggen af Jehovas Vidner. Den beskriver et liv med kontrol, overvågning og religiøse krav – og den svære proces med at bryde fri og skabe en ny tilværelse uden sine nærmeste.
Billetter til arrangementet koster 50 kroner, og der er mulighed for gratis ledsagebillet for personer med handicap og ledsagekort.
Fakta om Helle Bertram
Helle Bertram, f. 1971, forfatter
cand.mag. i Nordisk litteratur og sprog.
Hun debuterede i 2020 som skønlitterær forfatter med kortprosabogen KORT, der blev rost for sit underfundige og billedmættede sprog. Hendes stil er underspillet og knap med en stærk sans for sproglig økonomi.
Hendes tekster er båret af overrumplende iagttagelser og konkrete detaljer, der åbner op for indre refleksioner.
2025: Vidner – i sektens skygge
2025: Mickey Pless – på alle tangenter
2023: Never Give up – historien om Hassan Torabi
2022: Dér, jeg er – kortprosa
2021: SPOR – essays om at gå
2020: KORT – kortprosa
2015: Troværdighed kommer indefra
Kulturanmelder ved Lolland-Falsters Folketidende 2003 – nu
Medlem af Dansk Forfatterforening.


