Det var en overvældet og overordentlig glad Lars Bjørnbak Christoffersen, som sammen med blandt andre Inge Buchhave lørdag tog imod de mange gæster, da Betty Mogensens Boghandel fejrede 200 års jubilæum i Hjørring.
Betty Mogensens Boghandel kan i kraft af jubilæet bryste sig af at være den ældste endnu fungerende boghandel i Danmark. Den fornemme titel har butikken haft siden 2009, hvor C.A. Reitzels Boghandel lukkede i København.

Historien begyndte i 1826, da Thøger Petersen grundlagde forretningen. Siden har boghandlen skiftet hænder flere gange, men altid bevaret sin position som en central kulturinstitution i Vendsyssel. I 1932 blev butikken overtaget af Betty Mogensen. Hendes navn har hængt ved lige siden.
I 1965 blev den mangeårige medarbejder Per Bjørnbak Christoffersen medejer, og i 1991 gik stafetten videre til hans søn, Lars Bjørnbak Christoffersen, som altså fortsat driver boghandlen i Hjørring. Dermed har forretningen ikke blot en imponerende alder, men også en stærk familietradition.

Betty Mogensens Boghandel er desuden i dag mere end blot en butik, idet den er et levende stykke kulturhistorie, der har overlevet både krige, digitalisering og ændrede læsevaner i dagens Danmark. For mange lokale er den et fast holdepunkt i en ellers digitaliseret dagligdag.

Var nogen i tvivl om butikkens popularitet, kunne de i dag få syn for sagen. Den glade indehaver af den hæderkronede gamle boghandel havde ualmindelig travlt med at tage imod de utallige lykønskninger og mange, mange gaver.

Boghandleren og butikspersonalet fik blandt andet tak for vedholdenhed, passion og betydning for kulturen, læselysten og ikke mindst for en levende og attraktiv bymidte af byrådsmedlem Betina D. Jensen fra Venstre.

Gæsterne til jubilæet blev løbende trakteret med lækkerier til ganen, når de vel at mærke i døren var blevet hilst velkommen af selveste Krumme, der blev akkompagneret af klaverstemmer og pianist Ernest Petersen.
Fornem og velfortjent fejring! Christoffersen


