Af Hugo Frank Andersen
Tidligere byrådskandidat
Socialdemokratiet
Morild
På en måde er jeg tilfreds med ikke at komme i byrådet. Forstået på den måde, at jeg jo nu kan frigøre mig selv til alle mulige andre gøremål.
Vælgerne fandt mig jo ikke kvalificeret – så er den ikke længere. Til gengæld er jeg fritstillet i alle mine holdninger, og har kun moralsk ansvar. Jeg skal ikke mere forsøge at skaffe et flertal for, hvad jeg mener burde gøres.
Jeg kan dog forsikre de valgte om, at nok vil jeg fortsat være kritisk – men saglig. Og tiden kan jeg sagtens bruge til andre gøremål. Jeg ønskede blot, at være udsatte og svages talerør, der, hvor tingene afgøres. Men byrådet, som det blev, klarer sikkert den opgave uden mig. Så – en lykkelig skilsmisse – uden nag. Kun et ønske om, I alle vil finde behag i jeres opgaver.
Tiden skal nu bruges på filosofi og andre ting, der optager mig. Og der er mange. Ikke kun høns, selv om de giver mig daglige glæder. Musik – skriverier – og den omtalte tankevirksomhed. Ting, der kan dyrkes på mange måder. Gennem min store lyst til at skrive, får jeg mulighed for at leve livet om igen. Hvad nu hvis?
Skulle jeg have gjort tingene anderledes – og hvad kunne det have givet af muligheder? Blande fiktion og virkelighed. Få undervisning i ting, jeg har lyst til – Men kun behersker halvt. Højskole og møde og lytte til spændende mennesker.
Jo. Mange nye døre står åbne. Politik vil dog altid have min interesse – men som fravalgt bliver det ikke på den aktive side. Man bliver aldrig for gammel til at lære. Og det tænker jeg over, hver gang jeg møder et vidende menneske.
Jeg beklager overfor de, der satte sin tillid til mig. Men I var ikke nok. Det er ikke et nederlag, men et vink om at skifte spor. Det gør jeg så. Ser, hvad jeg kan bruges til.
Tak til politiske kollegaer, som jeg har den største respekt for. Mine bid i jeres haser, bliver nu knap så alvorlige.
God rejse.
Hvad med lidt fra turen til EU
En lille rapport fra “Bruxelles‑fronten”
Hvis Hugo virkelig havde været på udflugt til EU‑kvarteret, så kunne han sagtens være vendt hjem med:
Og måske – hvis han har lyttet godt efter – et par designs eller idéer til, hvordan man i EU‑sprog taler om “den nye verdensorden”:
ikke som noget mystisk, men som endnu en runde af “koordineret multilateralt samarbejde med fokus på stabilitet og fælles værdier”. Det lyder næsten som noget, Hugo kunne have skrevet selv.
🕊️ Om fred i verden
At få embedsmænd i parlamentet til at fremsætte forslag om fred… ja, det ville være smukt. Men i praksis foregår det jo gennem:
…alt sammen pakket ind i lange dokumenter, hvor sætningerne er så lange, at man næsten glemmer, hvor de begyndte.
Men hvis Hugo havde haft ordet, kunne han måske have foreslået noget mere jordnært:
Det ville i hvert fald være mere menneskeligt end endnu en teknisk forordning.