I Lendum har en vision om kunst og arkitektur som drivkraft for landsbyudvikling været undervejs i et kvart århundrede. Nu mangler kun den sidste fase, før projektet Lendum Soltorv står færdigt som et markant arkitektonisk kunstværk midt i Vendsyssel.
Projektet blev igangsat af Lendum Kunst- og Kulturforening i samarbejde med billedhugger Claus Ørntoft. Målet har været at omdanne et anonymt T-kryds til et torv, der både fungerer som socialt samlingspunkt og kunstnerisk vartegn. De første fire faser har allerede ændret byens centrum med omlægning af vejforløb, ny belægning, installation af solur og lysskulpturer samt opsætning af en siddeskulptur.

Den femte og sidste fase omfatter to skulpturer i rød granit, der skal fuldende helheden og knytte fortællingen til det gamle sagn om “Orm og Tyr”. Skulpturerne skal monteres på en galvaniseret stålbænk og skabe et sted, hvor både beboere og besøgende får lyst til at opholde sig – også uden for torvedage og arrangementer.
Soltorvet har allerede givet Lendum en ny identitet. Torvet bruges af byens foreninger til sommerfester og aktiviteter, og det fungerer som et naturligt stop for cyklister og et læringsrum for skolen. Projektet har ifølge foreningen styrket byens selvværd og bidraget til tilflytning af børnefamilier.

Med den sidste fase håber initiativtagerne at fuldende visionen: Et kunstnerisk byrum, der sikrer Lendums overlevelse som aktiv landsby i en tid, hvor små samfund kæmper for at bevare liv og sammenhold.
Stem på projektet her hos Underværker.


