Arbejdsmarkeds-, Erhvervs- og Uddannelsesudvalget har på møde mandag anbefalet, at Hjørring Kommune også fremover bruger navnet Jobcenter Hjørring i beskæftigelsesindsatsen.
Beslutningen kommer i kølvandet på beskæftigelsesreformen, der giver kommunerne frihed til selv at vælge organisering og branding af indsatsen. Reformen, som et bredt flertal i Folketinget vedtog i april 2025, har som mål at skabe mere værdighed, større frihed og færre regler i beskæftigelsessystemet. Et centralt element er, at kravet om et kommunalt jobcenter bortfalder, og kommunerne kan selv beslutte, hvordan indsatsen skal tilrettelægges.
Udvalget drøftede mulighederne for at udnytte reformens frihedsgrader til at styrke indsatsen, men konkluderede, at de eksisterende strategier, herunder Hjørringmodellen, Ungegarantien og én indgang for virksomheder, skal videreføres. Dermed fastholdes fokus på individuelle løsninger, empowerment og virksomhedsrettede tiltag.
Navnet Jobcenter Hjørring har været genstand for debat, da det både rummer fordele og ulemper. Fordelene er især, at navnet er velkendt blandt borgere og virksomheder, hvilket sikrer genkendelighed og undgår ekstraomkostninger. Ulempen er den negative klang, som jobcentrene har fået i den offentlige debat de senere år. Alligevel vurderer forvaltningen, at fordelene vejer tungest.
Med anbefalingen fra Arbejdsmarkeds-, Erhvervs- og Uddannelsesudvalget bliver det nu op til Økonomiudvalget og Byrådet at træffe den endelige beslutning i Hjørring Kommune.


