En lille taske, en paraply og sin lille mand Willie er det kvinden Winnie har med sig på scenen på Hjørring Teater, når hun i bogstavelig forstand sidder begravet i en møgbunke til taljen.
Scenen er sat for absurd teater, når Folketeatret kommer på besøg hos Hjørring Teater med forestillingen GLADE DAGE, Samuel Becketts ikoniske værk, der siden urpremieren i New York i 1961 har indtaget en helt særlig plads i teaterhistorien.
Gennem årene er Winnie blevet spillet af nogle af landets mest markante kvindelige skuespillere, som Bodil Udsen, Lily Weiding, Ghita Nørby, Kirsten Lehfeldt, Sidse Babett Knudsen og Sarah Boberg. Nu føjer Folketeatret endnu et kapitel til historien, hvor den folkekære Lone Rødbroe kan opleves i den gigantiske rolle som den beslutsomme optimist Winnie, der langsomt synker længere ned i skidtet, mens hun muntert og ufortrødent sludrer og sladrer løs, som om intet var hændt.

På trods af den ubønhørlige sol og det faktum, at hun langsomt synker længere og længere ned i bunken, holder Winnie fuldt og fast på ”at dette er en lykkelig dag, og at alle dage er glade dage”.
Måske er det godt at kunne i en tid med mange bekymringer.
GLADE DAGE er et af Samuel Becketts mest humoristiske og lyse stykker og står i dag som en teaterhistorisk milepæl og markering af det moderne teaters gennembrud.
Ud over Lone Rødbroe som kvinden Winnie ses også Bo Skødebjerg på scenen som manden Willie. Forestillingen er iscenesat af Lene Skytt med en scenografi af Steffen Aarfing.
Forestillingen kan ses på Hjørring Teater torsdag den 5. februar kl. 19.30 på scenen i Vendelbohus.
Dramatiker: Samuel Beckett
Oversættelse: Klaus Rifbjerg
Iscenesættelse: Lene Skytt
Scenografi: Steffen Aarfing
Lysdesign: Sonja Lea
Lyddesign: Rasmus O. Bunton
Medvirkende: Lone Rødbroe, Bo Skødebjerg
Teaterforlag: Nordiska ApS
Foto: Büro Jantzen
BESTIL BILLETTER HOS TEATERBUTIKKEN


