Meget er sket hos feriehusbureauet V∙Kysten, siden de første gang slog dørene op i 2018. Én ting har dog vist sig at være bemærkelsesværdigt stabil: Størstedelen af de husejere, der var med fra begyndelsen, udlejer stadig deres feriehuse gennem bureauet i dag.
For Vivi Schlie, indehaver af V∙Kysten, er det en direkte afspejling af, hvad bureauet står for. “Vi vil gerne være en samarbejdspartner, som man vælger til – også på den lange bane. Derfor gør vi os stor umage i samarbejdet med både husejere og gæster,” siger hun.

Kvalitet skaber loyalitet
Et højt kvalitetsniveau, økonomisk gennemsigtighed og en realistisk prisfastsættelse er centrale elementer i bureauets forretningsmodel. Samtidig arbejdes der med klare rammer og ensartede standarder, så feriegæsterne ved, hvad de kan forvente før, under og efter opholdet. Det skaber tryghed og medvirker til, at mange gæster vælger at vende tilbage.
Erfaringen viser, at faste gengangere både bidrager til en stabil belægning og udvikler et nært forhold til feriehuset. De passer på huset, som var det deres eget, og sammen med den obligatoriske slutrengøring er det med til at sikre en god stand på husene over tid – til stor glæde for husejerne.

“Et feriehus er ofte både et personligt fristed og en investering. Derfor er det vigtigt for os, at husejerne oplever, at vi tager ansvar. At mange har været med os i årevis, til trods for at vi ingen binding har, ser vi som et tydeligt bevis på, at vores koncept og tilgang skaber værdi for husejerne,” slutter Vivi Schlie.


