Af Peter Ernst Sundbæk
Uddannet pædagog
Hirtshals
Jeg kan stadig se hende for mig. Hun stod helt stille i garderoben. Rygsækken hang tungt ned ad hendes lille ryg, og hånden var krampagtigt lukket om dørkarmen. Hun græd ikke. Hun rystede bare. Det var en helt almindelig hverdag i en dansk skole, og jeg gjorde, hvad jeg kunne som pædagog: satte mig på hug, talte roligt, forsøgte at skabe tryghed. Men sandheden var, at jeg ikke havde tiden. Der stod andre børn, som også havde brug for mig. For mange børn. For få voksne.
Sådan begynder skolevægring ikke med store ord og diagnoser, men med et barn, der ikke kan få sig selv til at gå ind ad døren – og et system, der ikke har ressourcerne til at gribe i tide.
Vi, der arbejder i velfærden, har set det igen og igen. Børn, der tøver ved skoleporten. Pædagoger, der knokler uden tid til at trøste. Ressourceløse lærere. En ældrepleje, hvor medarbejdere knap kan nå at række ud efter den ældre, der falder ved morgenmaden. Det er ikke mærkeligt, at børn mistrives, når der mangler voksne at knytte sig til. Det er ikke mærkeligt, at sygeplejersker og social- og sundhedsansatte står i velfærdens bagende og knækker under arbejdspresset.
Alligevel bliver jeg – igen og igen – mødt med den samme landspolitiske forklaring: Der er ikke råd. Ikke råd til flere hænder. Ikke råd til bedre normeringer. Ikke råd til værdige forhold for vores mest sårbare medborgere.
Pludselig var der råd.
Men ikke til det hele.
En del af forklaringen på velfærdens pres skal ikke findes hos medarbejderne eller borgerne, men i de politiske rammer, som velfærden er underlagt.
Når postnummeret afgør velfærden
Hvis vi skal pensle det helt ud, er mulighederne for overhovedet at opretholde en rimelig velfærd i store dele af landet i dag alvorligt udfordret. Ikke fordi behovene er blevet mindre, men fordi kommunernes økonomiske råderum er blevet skævt fordelt. Den nuværende udligningsreform, som skulle have skabt større retfærdighed mellem kommunerne, har i praksis haft den modsatte effekt.
I stedet for at udligne forskelle har reformen efterladt mange kommuner med færre midler til netop de velfærdsopgaver, der fylder mest: daginstitutioner, folkeskole, ældrepleje og handicapområdet. Det er et reformarbejde, som politisk blev solgt som en løsning – men som i virkeligheden har resulteret i et system, hvor velfærdens muligheder i stigende grad afhænger af postnummer.
Og alligevel står vi i dag i en situation, hvor staten uden tøven kan finde meget store summer,
når den politiske prioritet er klar.
Der kan findes milliarder til militæret
Siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022 har Danmark for alvor taget hul på et militært kapløb. Forsvarsbudgettet er planlagt til at stige markant, og regeringen vil nu bruge mere end 3 procent af BNP på forsvar i 2025 og 2026 – op fra omkring 1,3–1,4 procent før krigen. Det svarer til, at Danmark tilfører omkring 50 milliarder kroner til militære investeringer over to år for at leve op til de nye NATO-ambitioner og reagere på geopolitiske trusler.
Derudover rummer det seneste forsvarsforlig en samlet ramme på omkring 195 milliarder kroner fra 2024 til 2033 samt en accelerationsfond på yderligere 120 milliarder kroner til hurtigere oprustning og kapacitetsopbygning.
Tallene er svimlende.
Samtidig viser tal fra Danmarks Statistik, at den største post i det offentlige budget er social beskyttelse – altså vores velfærdsydelser – men at andelen til disse formål har været relativt stabil over tid. Det tegner et klart billede: Vi kan betale for velfærd. For vi har råd. Men politisk har vi valgt at prioritere anderledes.
Spørgsmålet er derfor ikke kun, at vi opruster, men hvorfor denne politiske handlekraft viser
sig så hurtigt og så massivt netop her.
Den orange mand, NATO og presset udefra
Den militære oprustning sker ikke i et vakuum. Den er dybt påvirket af geopolitikken og af kravene fra vores allierede. I NATO har man bevæget sig fra et mål om 2 procent af BNP til diskussioner om 3,5 procent – og i nogle udmeldinger endda 5 procent.
Den amerikanske præsident Donald Trump, ofte omtalt som “den orange mand” i dansk debat, har gentagne gange presset NATO-allierede til markant højere militærudgifter. Hans krav og provokationer har skabt politisk uro og et massivt pres på europæiske lande for at “vise flaget” over for USA.
Spørgsmålet er ikke, om vi skal ruste os. Spørgsmålet er, hvorfor udenrigspolitiske krav udløser øjeblikkelig handling, mens vores egen velfærd har været i åbenlys krise i årevis uden samme politiske vilje.
For mig er det indlysende: Når der er politiske prioriteter, så bliver midlerne fundet. Der er intet magisk i, at vi pludselig kan finde penge til militæret. Vi har valgt at gøre det. Det er et spørgsmål om politisk vilje – ikke om økonomisk umulighed.
Når man arbejder med børn, ved man, at problemer sjældent opstår fra den ene dag til den anden. Mistrivsel viser sig gradvist. Først som uro. Så som fravær. Til sidst som decideret skolevægring. Derfor er det svært at forstå, hvorfor vi ikke greb ind tidligere. Hvorfor blev inklusionen ikke styrket, da flere børn havde brug for støtte? Hvorfor blev normeringerne ikke forbedret, da presset på både børn og personale steg? Og hvorfor blev der ikke investeret massivt i pædagogisk personale, som kunne have skabt tryghed og forebyggelse, før problemerne voksede sig store?
Det samme mønster ses på ældre- og handicapområdet. Behovene har været kendt i årevis. Alligevel har vi manglet en klar og langsigtet plan for værdighed, selv om konsekvenserne for både borgere og medarbejdere har været tydelige længe.
Det svar, vi ofte får, er, at råderummet ikke var der. Men hvis råderummet findes til at øge militærudgifterne til over 3 procent af BNP, så findes det i bund og grund altid – hvis det politiske ønske er der.
Velfærd er vores egentlige sikkerhed
Velfærd er ikke et luksusgode, vi tager frem i gode tider. Det er vores sociale sikkerhedsnet. Det er det, der holder samfundet sammen, når livet rammer. Vores børn, vores ældre, vores mest sårbare medborgere, de udgør fundamentet for et sundt og robust samfund.
Hvis vi vil ruste os mod den ydre fjende, må vi også ruste os mod den indre skrøbelighed: mistrivsel, manglende uddannelse, social eksklusion og et ekstremt pres på omsorgssektoren.
Derfor er det ikke et spørgsmål om forsvar eller velfærd. Det er et spørgsmål om prioritering.
Hvis vi kan finde milliarder til våben og kampfly, hvorfor gjorde vi det så ikke for længst for
vores børn, vores lærere, vores pædagoger, vores ældre og handicappede?
Hvilken udgave af sig selv, ønsker vi Danmark skal være?
