I anledning af Tannishus 125 års jubilæum, har Vendsyssel Historiske Museum midlertidigt udlånt to meget tunge skibskanoner til badehotellet. Kanonerne var tidligere opstillet her, men blev i 1942 flyttet til museumshaven i Hjørring af frygt for, at de allierede ville forveksle dem med tyske kanoner. Tyske er de nu ikke, men derimod hollandske.
Tidligt om morgenen den 2. november 1782 strandede det nederlandske orlogsskib ”Zierikzee” i Tannisbugten ud for Tversted. Skibet havde sammen med tre andre krigsskibe beskyttet ni hollandske handelsskibe, der havde været på togt i Østersøen. Nederlandene var på dette tidspunkt i krig med England, og den hollandske flåde havde opbragt et engelsk skib undervejs. Den engelske kaptajn snød dog efter sigende hollænderne ved at sejle for tæt på kysten, så hans skib strandede. Det samme gjorde orlogsskibet ”Zierikzee”, der fulgte efter englænderen. Det hollandske krigsskib havde med sine 64 kanoner og 445 mand store besætning en for datiden anseelig størrelse. 103 mand omkom, da de forsøgte at redde sig i land.
I løbet af 1800-årene var der flere forsøg på at bjerge skibets kanoner for at sælge dem til jernstøberiet i Hjørring. I 1870erne blev der således bjerget ca. 70 kanoner fra vraget. Foruden kanonerne på dækket formodes det, at der også har ligget gamle kanoner som ballast nederst i skroget, da monteringstapperne til lavetterne på de kanoner, der lige nu kan besigtiges ved Tannishus, er slået af. Arbejdet med at bjerge kanonerne skulle dog vise sig ikke at kunne betale sig. Kanonerne vender igen tilbage til deres faste plads i museumshaven til efteråret.
Kilde: Vendsyssel Historiske Museum.