Vinterspillet i Vrå byder på endnu en klassiker med skønne sange, skøre røvere og den skrappeste tante i byen
Traditionen tro er Hønsehuset i Vrå lige for tiden i gang med at blive omdannet til en lille boble af teatermagi og glitrende kulisser – bogstaveligt talt. For mens verdenssituationen udenfor i øjeblikket godt kan synes noget mørk og dyster, så har de sceneansvarlige på Vrå Amatørteater taget den helt store bøtte med glimmer, glitter og glade farver frem fra skabet. For uden den slags ingredienser er det svært at få Thorbjørn Egners Kardemommeby til at vokse frem i den gamle teatersal.

Klassikeren ”Folk og røvere i Kardemommeby” er årets vinterforestilling i Vrå. Den lystige fortælling om røverne Kasper, Jesper og Jonathan, som får røvet både pølser, kager og en skrap Tante Sofie, er klar til at blive skudt ud over scenen i starten af februar.
Og endnu engang er der lagt op til en teateroplevelse for hele familien, som både byder på masser af sjov og ikke mindst masser af velkendte og fængende sange fremført af både mennesker, en kamel og en vis papegøje fra Amerika.

Muligvis Danmarks største aldersspænd?
Mens teatret i Vrå håber at se folk i alle aldre blandt publikum, så gør det sig faktisk allerede gældende i kulissen. Muligvis er der ligefrem tale om et af de største aldersspænd på et arbejdssjak i dansk teaterhistorie.
For udover det faste store hold af rutinerede og – om man så må sige – ”livserfarne” folk på Vrå Amatørteater, så er også byens yngste indbyggere i år meget involveret i udsmykningen til forestillingen. Børnehuset i Vrå har nemlig bidraget med flotte figurer og tegninger, som bliver en del af oplevelsen, når man træder ind på teatret.

En af de mere rutinerede kræfter er årets instruktør, Jesper Frydkjær, som endnu engang står i spidsen for at puste nyt liv i en klassiker. Og målet for ham er som altid at gøre det på en måde, så familien får en mindeværdig oplevelse sammen.
”Vi forsøger at skabe en forestilling, som både er nærværende, sjov og fuld af overraskelser, så børnene får noget med sig, de kan tale om længe efter forestillingen”, fortæller Jesper Frydkjær, der med de årlige vinterforestillinger i Vrå ønsker at lade børnene opdage teatrets magi og fantasifulde verden.
Han får i år hjælp til opsætningen af den erfarne musiker, Søren Alstrup, som tager sig af indøvningen af de mange kendte sange, der optræder i løbet af forestillingen.

Premieren venter lige om hjørnet
Lige nu er der fuld gang i prøverne, kostumerne bliver syet til, og på scenen bliver der hamret, boret og malet, så alt er klar til premieren lørdag d. 7. februar.
Igen i år spilles der to forestillinger om dagen både 7., 8. og 14. februar på børnevenlige tidspunkter – 12.30 og 15.00. Forestillingen varer cirka en time og henvender sig til børn fra 3-4 år og op.
Billetter kan købes på Datsbilletten.dk, og med tidligere års store interesse er det en god idé at sikre sig pladser i god tid.

FAKTABOKS OM VRÅ AMATØRTEATER
Vrå Amatørteater er en frivillig forening under Hjørring Kommune, som i mere end 50 år har budt på et væld af teaterforestillinger og revyer for og med både børn og voksne.
Bag de mange forestillinger står et stort hold af frivillige skuespillere, musikere, teknikere og andre stærke kreative kræfter.
Teateret nyder stor anerkendelse for sine opsætninger, som ofte spiller for fulde huse, ligesom teaterhuset også bliver brugt til skolekomedier og dramaundervisning for børn og unge.
I en årrække har det været en tradition med en årlig familieforestilling i februar, som har til formål at vække især de mindre børns interesse for teaterets magi og fantasifulde universer. Derfor gøres der altid meget ud af samspillet med publikum og inddragelse af hele teatersalen som en levende scene.
Billetter til årets familieforestilling kan købes på Datsbilletten.dk – eller via direkte link her.

Billetpriser:
Børn (til og med 12 år): 75 kr.
Voksne: 100 kr.
Praktisk:
Spilledage: 7., 8. og 14. februar
Tidspunkt alle dage: Forestilling kl. 12.30 og kl. 15.00
Varighed: Cirka en time
Målgruppe: Fra 3-4 år og op
Adresse: Vrå Amatørteater, Stadionvej 11, 9760 Vrå
Se mere på: Vrå Amatørteater på Facebook og Vrå Amatørteater.

Foto: Vrå Amatørteater.


