Militæranalytiker Anders Puck Nielsen, som mange kender fra TV, har med bøgerne “Krigens Logik” og “Krigens Politik” skabt et samlet værk, der både forklarer, hvordan moderne krig føres, og hvorfor den opstår. Begge udgivet hos Forlaget Grønningen.
“Krigens Logik” fra 2023 er en lettilgængelig introduktion til moderne krigsførelse. Her gennemgår Anders Puck Nielsen krigens domæner, land, hav, luft, rummet og cyberspace, og bruger konkrete eksempler fra blandt andet Ukrainekrigen til at forklare mekanismerne bag nutidens konflikter. Bogen fortjener ros for sin klare formidling og evne til at gøre et tungt stof forståeligt for folk uden en baggrund i eller forhåndsviden om militær og krig.

I “Krigens Politik” (2025) løfter Anders Puck Nielsen så blikket mod de politiske kræfter, der driver verden mod konflikt. Her handler det om stormagtsrivalisering, ideologier og geopolitik, fra Kinas voksende flåde til Ruslands strategiske ambitioner og den skrøbelige europæiske sikkerhedsarkitektur. Altinget kalder bogen en “solid folkelig indføring” i samspillet mellem politik og krig, mens Information fremhæver dens pædagogiske styrke og skarpe analyser.
Begge bøger er skrevet i et sprog, der rammer bredt uden at banalisere. Samlet giver de et sjældent klart blik på en verden, hvor militær magt igen former hverdagen.
Det er kort fortalt to stærke og nødvendige bøger, der gør både krigens mekanik og dens politiske motorer forståelige.
Bøgerne kan på det varmeste anbefales alle med interesse for sikkerhedspolitik og samtidshistorie.
Begge kan naturligvis købes eller bestilles hjem hos Betty Mogensens Boghandel i Hjørring.
Link til relateret artikel
Den tabte fred efter Murens fald har konsekvenser også ved KV25 i Hjørring Kommune


