Arbejdet med talentudvikling er i fuld gang hos TOKON Hjørring Karate, efter klubben i april 2025 indgik en partnerskabsaftale med Hjørring Kommunes Talent- og Eliteidrætsråd. Formålet med aftalen er at styrke talentmiljøerne i de lokale klubber og samtidig skabe bedre netværk på tværs af idrætter og foreninger.
Som en del af projektet har klubben for nylig haft besøg af Ragnar Gudmundsson fra Talent- og Eliterådet. Under besøget blev der arbejdet konkret med, hvordan opgaverne i klubben kan fordeles mere hensigtsmæssigt. Målet er at give cheftræner Jesper Vinther bedre mulighed for at fokusere på sin rolle som elitetræner og dermed løfte klubbens mest lovende udøvere til næste niveau.

TOKON Hjørring Karate råder i forvejen over et stærkt talentmiljø, hvilket resultaterne vidner om. I efteråret kunne klubben føje endnu en europamestertitel til rækken af internationale succeser, og netop denne udvikling ønsker man at bygge videre på gennem det nye partnerskab.
Aftalen er en del af et større kommunalt projekt, der fortsætter ind i foråret, og både kommunen og klubben ser frem til at følge den fortsatte udvikling. Talentpartner-samarbejdet er et led i en bredere indsats for at styrke rammerne for unge idrætsudøvere i hele Hjørring Kommune.


