Med vinterferiens uge 7 og 8 er der rig mulighed for at kigge forbi Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring og få en god og hyggelig oplevelse sammen med andre eller alene. Alle dage mandag-fredag vil det summe af liv på museet i Hjørring.
I løbet af begge uger kan man hilse på købmændene i den hyggelige købmandsbutik. Her kan man købe slik, spegepølse, bjesk, sukkerkringler og meget andet, og man kan få sig en god snak med købmændene. Mandag og torsdag kan man komme med på rundvisning for voksne og høre om museet bag kulisserne eller om museets udstillinger (tjek programmet for de enkelte dage). Tirsdage, torsdage og fredage er der rundvisninger for børn (dog ikke torsdag i uge 8).
Tirsdage kan man bygge sin egen fuglekasse, og onsdag i uge 7 kan man se på spændende oldtidsfund. Hvis det begynder at tø, er der også mulighed for at prøve en metaldetektor i museumshaven i uge 8 og se, om man kan finde en skat. Om onsdagen kan børn kl. 13-14 også prøve at blive undervist som i gamle dage. Man kan prøve at skrive med pen og blæk og blive undervist ud fra anskuelsestavler.
Alle dage er der kreative projekter i krea-rummet. Mandag, tirsdag og onsdag kl. 11.30-14.30 kan man her bl.a. lave sit eget smykke af ægte oldtidskeramik.
Tjek det fulde program for begge uger i museets kalender på hjemmesiden: vhm.dk/vinterferie
Børn og unge under 18 har altid gratis adgang.


