Af Ove Birk

Vendelbo-Listen
Åh skræk og rædsel: Et byrådsmøde i Hjørring med puls.
Stemmer hæves. Øjenbryn løftes. Der bliver sagt imod.
Man kunne næsten få den tanke, at byrådet er et politisk organ – og ikke en lukket klub for de indviede.
I årevis har Hjørring Byråd været præget af ro, konsensus og pæne nik rundt om bordet. Uenighed har helst skullet klares diskret, så ingen blev ubehageligt udfordret, og så partiernes indbyrdes magtbalance kunne bevares i fred.
Men nu er der debat. Rigtig debat. Ikke den slags, hvor alle i virkeligheden er enige, bare med forskellige formuleringer – men ægte uenighed. Og det har åbenbart rystet nogen.
For lad os slå én ting fast:
Byrådet er ikke sat i verden for at beskytte partipolitisk magt, positioner eller intern ro. Det er sat i verden for at gøre noget godt for borgerne i Hjørring Kommune. Og det kræver debat. Det kræver modstand. Det kræver, at nogen tør sige: “Det her er ikke godt nok.”
Utilfredshed er ikke et problem.
Utilfredshed er motoren.
Det er utilfredshed, der skaber udvikling – ikke tilfredshed med tingenes tilstand og slet ikke stilstand forklædt som harmoni. Et byråd uden uenighed er ikke velfungerende. Det er bare bekvemt.
Demokrati larmer. Det gnistrer. Det kan være kantet og til tider ubehageligt. Men det er ærligt. Og ærlighed er langt vigtigere end pæn facade og kunstig enighed.
Så ja tak til mere debat i Hjørring Byråd.
Ja tak til verbalt stål, klare holdninger og politikere, der tør tage diskussionen åbent – også når det ikke passer ind i partibogen.
Hvis nogen savner tiden, hvor alting gled glat igennem uden for meget ballade, så findes der stadig noget, der hedder magelighed.
Men borgerne har brug for mere end det. De har brug for et byråd, der kæmper for dem – ikke for magten.


