Efter 77 minutters spil faldt kampens eneste mål, der kom til at betyde sejr til Fortuna over Kolding Q.
Med dette mål, fremragende scoret af Fortunas landsholdsspiller Olivia Møller Holdt på frispark taget lige uden for straffesparkfeltet.
Med et velplaceret skud sikrede Olivia Møller Holdt ligaens tredjeplads og bronzen til Fortuna.
Første halvleg blev spillet i et rimeligt opskruet tempo. På trods af det klarede spillerne afleveringer og fremadrettede pasninger yderst sikkert.
Takket være en velspillende Line Geltzer Johansen i Fortuna-målet blev Kolding holdt fra scoringer. Der var flere mildest talt fremragende redninger og indgreb fra Line Geltzer Johansens side i denne halvleg, og hun fortsatte sine præstationer i anden halvleg.
Det virkede nærmest, som om den sikre målmands spil tog modet fra Koldings spillere.
Til gengæld opildnede det Fortuna-spillerne, der kom til flere udmærkede afslutninger. Men der skulle alligevel spilles 32 minutter af halvlegen inden det afgørende mål faldt.
Der var feststemning i bussen på vej hjem fra Kolding, og nu kan Fortuna-spillerne – uden nerver – se frem til sidste kamp i Gjensidige Kvindeliga på lørdag på Nord Energi Arena i Hjørring, hvor der rundes af mod FC Nordsjælland.
Her skal DBU sørge for overrækkelsen af bronzemedaljerne, og i Fortuna satser man på at få sagt tak til spillerne for indsatsen i en turnering, der har budt på store udfordringer.
For træneren Elena Sadiku, der trådte til forud for de seneste syv kampe, har det også været en succes. Hun har i den grad forstået at holde sammen på og motivere sine spillere.
Hun har enorm andel i, at turneringen – trods alt – ender med, at holdet har æren i behold.
Kampen i tal:
56 min Fortuna ind Mathilde Carstens ud Brianne Folds
60 min Kolding ind Sofie Thrane Hornemann
60 min Kolding ind Ida Schilling Guldager ud Mathilde Gaarn Hansen
77 min 0-1. Olivia Møller Holdt
79 min Fortuna ind Lise Dissing ud Indiah-Paige Riley
89 min Fortuna ind Asii Berthelsen ud Olivia Møller Holdt
90 min Kolding ind Carola Schneider ud Sif Rykær
Gult kort:
KoldingQ: Emma Veletanlic, Louise Eriksen, Sarah Kathrine Thygesen
Fortuna: Maria Møller Thomsen
Rødt kort:
Cheftræner Anders Jensen, Kolding
Kampens dommer Frederikke Søkjær. Linjedommere Fie Bruun og Anna Kjær Schmidt.