Af Peter Ernst Sundbæk
Hirtshals
Der er stadig et grundlæggende spørgsmål i Lynggården-sagen, som ingen for alvor har svaret på:
Hvorfor var det Lynggården og ikke Skovgården i Hjørring, der i sidste øjeblik blev udpeget?
Skovgården var oprindeligt på tegnebrættet først. Alligevel blev kursen ændret i 12. time.
Hvorfor?
Hvad var det, der skete bag lukkede døre?
Hvilke hensyn vejede tungere end faglighed, geografi og sammenhæng i ældreplejen?
En beslutning med en lang forhistorie
Lynggården-sagen opstod ikke i et tomrum.
I 2020 blev Havbakken i Tornby lukket, og bygningerne senere fjernet. Kort tid efter lukkede man også Smedegården i Bindslev.
Begrundelsen var klar:
Driften på ældreområdet skulle effektiviseres med en større enhed i Sindal, Vendelbocentret blev bygget med plads til knapt 100 ældre.
Man kan diskutere, om det var rigtigt eller forkert, men logikken var tydelig. Når man bygger mange nye pladser ét sted, er man nødt til at reducere antallet andre steder.
Det gik dengang ud over Tornby og Bindslev.
Friplejehjemmet, der ændrede regnestykket
Senere skete der noget afgørende.
Den borgerlige fløj i byrådet gav, under protest fra de øvrige partier, tilladelse til at oprette friplejehjemmet Asbjørn i Tornby. Argumentet var, at der skulle være et lokalt tilbud, så de ældre havde mulighed for at blive i lokalområdet.
Resultatet var, at der kom 30 nye plejeboligpladser i Tornby.
Dermed opstod der et overskud af plejeboliger i den nordvestlige del af kommunen. Et overskud, som man politisk var nødt til at håndtere. Og her begynder Lynggården for alvor at dukke op i regnestykket.
Var Lynggården den nemme løsning?
Derfor er det nærliggende at spørge:
Var planen reelt, at Lynggården skulle overdrages til Regionen som midlertidige pladser, ikke fordi det var den bedste løsning, men fordi det var den letteste måde at reducere med 17 somatiske pladser på?
Var Lynggården et middel til at tilpasse et politisk selvskabt overskud af plejeboliger? Hvis ja, fortjener borgerne så ikke at få det sagt åbent?
Regionen og Sundhedsrådet
Blev Regionen og Sundhedsrådet, som får virke fra 1. marts 2026, inddraget i beslutningen, sundhedsrådet, der kan svares nej, for det er først blevet etableret efter konstitueringen i det nye regionsråd primo 2026?
Man kan konstatere at Hjørring Byråd traf en forhastet beslutning, før de kendte de kommende retningslinjer?
Det rejser et alvorligt spørgsmål:
Hvorfor blev Regionen og de nye sundhedsråd ikke taget reelt med på råd, før beslutningen blev truffet? Ganske enkelt fordi sundhedsrådet ikke var etableret.
For hvad sker der nu, når der kommer et nej fra Sundhedsrådet og Regionen til placeringen i Hirtshals?
Hvis vurderingen er, at de midlertidige pladser skal placeres tæt på Regionssygehuset i Hjørring, hvor borgerne netop udskrives fra og har en naturlig faglig tilknytning, hvad er planen så?
Hvad skal Lynggården bruges til, hvis Regionen siger nej?
Skal den stå tom?
Skal den rives ned?
Hvad sker der med aktivitetscentret og genoptræningsfaciliteterne efter en lukning?
Og kan beslutningen om reelt at lukke Lynggården overhovedet gøres om?
Hvis man allerede ved, at borgerne på de midlertidige pladser har deres naturlige tilknytning til sygehuset i Hjørring, hvorfor insisterede man så på Hirtshals?
Skovgården, den forsvundne mulighed
Tilbage står igen det oprindelige spørgsmål:
Hvorfor blev Skovgården i Hjørring taget af bordet?
Var det geografi?
Kunne sundhedsrådet accepteret Skovgården sted som en mulighed i og med det er placeret i Hjørring
Var det lokal modstand?
Var det overskuddet af pladser i området?
Eller var det politisk nemmere at pege på Lynggården, fordi det samtidig løste et andet problem?
Og hvorfor er der ingen, der åbent vil redegøre for det skift?
En sag, der ikke er færdig
Lynggården-sagen handler ikke kun om én bygning. Den handler om sammenhæng, planlægning og politisk ansvar.
Når beslutninger træffes uden fuld koordinering med Region og sundhedsråd, når tidligere lukninger og nye friplejepladser skaber ubalance, og når kursen ændres i sidste øjeblik uden forklaring, så skylder man borgerne svar.
Derfor sender jeg en invitationen.
Til forligspartierne:
Forklar jer. At erkende fejl er at tage ansvar. Tavshed gør det modsatte.
Til andre politikere og borgere:
Bland jer. Skriv. Spørg de ansvarlige.
For Lynggården er ikke bare en sag.
Den er en prøve på, om lokalpolitik kan tåle dagslys.
