Torsdag bød Soldalhus frivillige fra Dame- og Herreklubben på en festlig eftermiddag fyldt med fællessang og underholdning med den populære duo Lonnie og Bent til stor glæde for beboerne og deres pårørende.

Formanden for Dame- og Herreklubben, Willy Schneider, bød velkommen og lagde op til et par hyggelige timer, og herefter var der servering af kaffe og pandekager med is, der hurtigt forsvandt fra bordene.

Efter en halv times tid med hyggeligt samvær blev der delt sanghæfterne ud, og så var scenen sat for fællessang. Arrangementet tog form som en “ønskekoncert”, hvor publikum ivrigt valgte sange fra hæfterne. Ønskerne væltede ind i et sådant omfang, at Willy Schneider til sidst måtte sætte en stopper for flere forslag for at sikre, at alle nåede at synge med på deres favoritter.

Efter et par timer med populær musik og sang takkede Willy Schneider Lonnie og Bent for en fornøjelig eftermiddag, som tydeligvis havde glædet alle.

Nu kan de ældre glæde sig til Dame- og Herreklubbens næste store musikarrangement torsdag den 19. februar klokken 14.30, hvor den særdeles populære duo Kisser og Søren, der altid kan få sat gang i sangmusklerne, kommer og synger kendte sange, alle kan synge med på. Til kaffen denne dag serveres der lagkage.
Pårørende er som altid hjerteligt velkomne til at deltage i arrangementet.


